Kom til Fiskernes Kapsejlads i Karrebæksminde
Bestyrelsen for Karrebæksminde Fiskeriforening var idag samlet for at forberede Fiskernes Kapsejlads, der igen i år afholdes den 2. søndag i juli i Karrebæksminde.
Af Birgitte Grejsen Møs.
Fiskerne i Karrebæksminde afvikler den årlige kapsejlads søndag den 8. juli, og idag var bestyrelsen for Karrebæksminde Fiskeriforeningen samlet, for at planlægge den traditionsrige kapsejlads, der hvert år afholdes den anden søndag i juli – sådan som man har gjort i snart hundrede år.
Hver sommer på nær nogle år under 2. verdenskrig har fiskerskipperne i festligt pyntede fiskerbåde stævnet ud til kapsejladsen, der nu mere er en præcisionssejlads, end den var for de næsten hundrede år siden. Dengang var det kun med sejl, og historierne er mange fra dengang. Bl.a. forlyder en anekdote at man dengang smurte bunden af båden ind med brun sæbe for at være hurtigere end nabobåden. Og senere, da bådene blev motordrevet kunne man komme til at tabe et eller andet ned nabobådens motor, så den ikke virkede.
Formand for Karrebæksminde Fiskeriforening Thomas Hansen husker fra sin barndom, at han farfar og far deltog ved disse kapsejladser, som altid blev vundet af både der kom udefra. Dette var den ældre generation Hansen godt utilfreds med. Endelig blev det Hansen bådens tur til at vinde, og 1. præmien var en stor islagkage. Det var jo ikke lige den mest ideelle gevinst at skulle have med på en båd, og den smeltede da også inden de nåede hjem.
– Dengang var der også mange flere lokale fiskere, fortæller Steen Hansen, som selv er gammel fisker.
– Vi gamle falder fra, og er der endelig unge mennesker som vælger fiskeri som erhverv, stikker de som regel af mod Vestkysten.
Nu tegner Karrebæksminde Fiskeriforening 6 aktive fiskere.
– Der har ellers været et rygte om at kapsejladsen ikke vil blive til noget i år, men det rygte vil vi gerne mane til jorden, fortæller formand Thomas Ditlevsen, som også er den yngste fisker i bestyrelsen.
Selve kapsejladsen starter kl. 13.00 og fra dommerbåden er det overdommer Borgmester Carsten Rasmussen, der har det kolde overblik.
Fiskerne skal sejle samme rute to gange på samme tid eller så tæt på som muligt. Da kapsejladsen foregår inde i fjorden sørger de forskellige serveringssteder for underholdning, mad og kolde genstande.
Kl. 18.00 uddeles præmierne og dette foregår ved Fiskerhuset Enø.
I den forbindelse kan nævnes at foreningen er åben for sponsorering af gaver, så hvis man ønsker at støtte fiskernes kapsejlads, er man velkommen til at kontakte Maj-britt Hansen i Cafe Fiskerlejet.
Fiskernes Kapsejlads plejer at være en folkefest, hvor Karrebæksminde får besøg at mange tusinde gæster, fra nær og fjern.
Med den sommer, vi alle har oplevet frem til nu skal det nok blive til endnu en festlig og hyggelig søndag i Karrebæksminde.
Alle er velkomne.
Kommentarer