Næstved By

Kofoeds Kaffebar åbner på Kurts Torv

Pernille og Kenneth Kofoed, som de fleste kender fra storcenterets succesfulde bagelbar Bagels to go. Foto: Næstved Storcenter

Fra mandag 6. juli kan besøgende i Næstved Storcenter nyde en lækker kagetapas og en friskbrygget kaffe, når storcenterets nye kaffebar ’Kofoeds’ åbner på Kurts Torv. 

Bag disken står to velkendte ansigter, Pernille og Kenneth Kofoed, som de fleste kender fra storcenterets succesfulde bagelbar Bagels to go. 

På det store lyse torv kan centerets besøgende således snart tage et tiltrængt hvil, mens de observerer storcenterets pulserende liv på behørig afstand. 

”Vi glæder os helt vildt til at åbne på mandag, og vi er meget spændte på at se, hvordan gæsterne tager imod os,” siger Kenneth Kofoed. 

Ønsket fra parret er at sætte de perfekte rammer for en hyggestund for centerets mange besøgende: ”Vi håber på at kunne skabe mere liv på torvet og sætte rammen for et tiltrængt break med en god kop kaffe og noget lækkert ved siden af”, siger Pernille Kofoed. 

Plads til både kaffebar og events 

Centerdirektør Alida Christiansen glæder sig ligeledes over åbningen af den nye kaffebar: ”Vi har haft et stort ønske om at udnytte de lyse arealer på Kurts Torv, der indtil nu har stået fri, når vi ikke har afholdt events. Nu får vi masser af liv og aktivitet på torvet, og det glæder vi os meget over”. 

Og selvom Kofoeds Kaffebar har plads til mere end 30 siddende gæster, kommer den ikke til at påvirke storcenterets populære events, slår hun fast: ”Vi har lavet kaffebaren, så den kan pakkes sammen. Derfor kan vi i fremtiden afholde vores mange gode events og aktiviteter på Kurts Torv, akkurat som vi plejer”. 

Foruden kaffe, traditionel kage og lette morgen- og frokostserveringer byder menukortet hos Kofoeds også på spændende signaturprodukter som f.eks. deres lækre kagetapas med fem søde og sæsontilpassede smagsoplevelser og Kofoeds trøffelkakao toppet med flødeskum, skumfiduser og en minidonut. 

Kofoeds Kaffebar åbner 6/7 kl. 10 på Kurts Torv, og indtil da kan du følge med på deres Facebook og Instagram.

Kommentarer