Næstved By

Kør sikkert på sommerferie

Kør selv-ferie er populært som aldrig før, men inden bagagerummet fyldes, og GPS’en indstilles til feriemålet, er der nogle grundlæggende ting, man bør have styr på.
Både dækkenes tilstand og pakningen af bilen er afgørende for sikkerheden, og noget så uskyldigt som en løs vandflaske kan give store skader

Italien, Frankrig og Tyskland er blandt de mest populære destinationer, når danskerne i løbet af de næste mange uger tager på kør selv-ferie.

Med udsigt til flere tusinde kilometer på de sommervarme europæiske veje, skal familiens firhjulede medlem forberedes til den lange køretur. Ved hjælp af få fif og gode huskeregler kan man minimere risikoen for irriterende forsinkelser og i værste fald en ulykke, der kan have fatale konsekvenser på de ofte tætpakkede autobahns.

Feriepakket bil kræver et andet dæktryk
Det er en god idé at tjekke dækkene, da de er den eneste kontakt mellem bilen og vejen. Undersøgelser viser, at mange personbiler kører med et forkert dæktryk. Samtidig er mange danskere ikke klar over, at en feriepakket bil kræver et andet dæktryk end normalt:

– Overbelastes dækkene, vil dækkets temperatur stige, og det kan resultere i dækskade, der kan gå ud over sikkerheden. Har du brug for at køre med tung last, bør du derfor justere lufttrykket efter bilproducentens anbefalinger, der typisk kan findes i manualen, på benzindækslet eller på indersiden af døren, lyder rådet fra Georg Nielsen, der er dækekspert og administrerende direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.

Georg Nielsen anbefaler, at man tjekker dæktrykket med jævne mellemrum under ferien og påpeger, at et forkert dæktryk også går ud over brændstoføkonomien.

0,5 liter bliver til 55 kilo
Det er ikke kun dæktrykket, der bliver påvirket af en tætpakket bil. Det kan nemlig gå ud over sikkerheden, hvis eksempelvis løse genstande ligger løst i kabinen under køreturen.

– Bremser du hårdt op eller i værste fald kolliderer, kan løs bagage være en farlig medpassager, hvis den ikke er placeret og pakket korrekt. Og det gælder ikke bare tasker og andre tunge ting, for selv en flaske med en halv liter vand kan gøre stor skade, da en halv liter får en kraft, der svarer til 55 kilos tryk, hvis der bremses hårdt op ved 110 kilometer i timen. Løse genstande skal derfor i lommer og rum eller på anden måde spændes fast, anbefaler Georg Nielsen.

Tjek mønsterdybden
Også dækkets mønsterdybde bør tjekkes, opfordrer Georg Nielsen:

– Jo mere slidt dækkene er, desto større bliver risikoen for akvaplaning og forringede bremseegenskaber. Vi opfordrer bilisterne til at skifte dækkene, før mønsteret når den lovmæssige minimumsdybde på 1,6 mm. En god tommelfingerregel er at skifte sommerdækkene, når der er 3 mm mønster tilbage og vinterdækkene ved 4 mm.

Tjekliste før bilferien
Ti ting, du bør have styr på, før du kører på bilferie:
1. Pak bilen korrekt – og pas på løse genstande
2. Husk to sæt nøgler, såfremt det ene sæt forsvinder
3. Tjek bremser, oliefilter, kølervæske og aircondition
4. Alle lygter skal virke, så du kan se og selv blive set
5. Tjek dæktryk før du kører – og undervejs
6. Sørg for, at der er tilstrækkelig olie på bilen – og tag gerne en ekstra dunk med
7. Tjek, at alle dokumenter og mærkater er i orden – forsikring, miljøzoner med videre
8. Husk førstehjælpskasse, sikkerhedsveste og advarselstrekant
9. Tjek dækkets mønsterdybde
10. Tilpas kørslen og kør ekstra forsigtigt, når der er læs på

Kommentarer