Klinke-sag i Glumsø får minister til at tage initiativ til ændring i loven
Kulturminister Mette Bock (LA) tager nu initiativ til at få ændret bygningsfredningsloven blandt andet på baggrund af sagen i Glumsø.
Kulturminister Mette Bock (LA) mener, at bygningsfredningsloven skærer alle fredede bygninger over én kam, og at det kan føre til situationer, hvor det er svært at finde en god balance mellem loven og den praktiske virkelighed. Det skriver Molio.
– Bygningsfredningsloven, som den ser ud i dag, skærer alle fredede bygninger over én kam – alt er lige fredet. Det er skævt. Vi har brug for at kunne prioritere bedre, så vi får passet bedre på de vigtigste bygninger og samtidig får fjernet unødvendige regler og administration i forhold til de bygninger, hvor der ikke er helt så meget at beskytte. Det mener jeg kan opnås gennem en mere differentieret tilgang til de fleste bygninger, siger Mette Bock til Molio.
Læs også: Minister går ind i sag om klinker i Glumsø
Mette Bock udtaler endvidere, at sagsbehandlingen i Slots- og Kulturstyrelsen har været korrekt efter gældende lov, men at det ikke kan være rigtigt, at loven kan pålægge et menighedsråd merudgifter på flere hundrede tusinder kroner.
Sagen kort:
I januar 2013 ansøgte menighedsrådet om tilladelse til at udføre renovering af præstegården i Glumsø, fordi man blandt andet ønskede at isolere gulvet.
Da det kom til valg af klinker, forkastede Kulturstyrelsen forslaget fra menighedsrådet, hvorefter menighedsrådet valgte en klinke, der var dobbelt så dyr. Den godkendte Kulturstyrelsen.
På grund af konfirmandsæsonen, der begynder i september, var man nødt til at begynde arbejdet i juli. Og Kulturstyrelsens sagsbehandler svarede ikke, selvom der fra det rådgivende ingeniørfirma på renoveringen blev rykket for svar.
Derfor endte klinkerne med at ligge diagonalt i konfirmandstuen uden at have fået en godkendelse fra Kulturstyrelsen.
Sag sættes i bero
Sagen om klinkegulvet i præstegården i Glumsø sættes nu i bero indtil en lovrevision er gennemført.
Kommentarer