Næstved By

Klimavandring med stop i Næstved

En pilgrimsklimavandring “Walk for Future” på cirka 2.000 kilometer blev påbegyndt i Vadstena i Sverige og efter 15 uger ender den i Glasgow i Skotland, hvor der er klima-topmøde (COP26) fra den 31. oktober. Lørdag til mandag var pilgrimmene i Næstved.

Initiativtagerne til klimavandringen ”Walk for future” (Vandring for fremtiden, red.) er den svenske kirke, Vadstena Pilgrimscentrum og en række andre klimabevidste organisationer. De vandrer for at gøre regeringer, organisationer og os alle opmærksomme på behovet for, at vi alle tænker os om og tager hensyn til klimaet.

Vandringen går gennem Danmark fra den 22. august til den 6. september, og ruten følger den danske pilgrimsrute fra København til Rødby. En rute der går gennem Næstved.

I Danmark har Foreningen af danske Santiagopilgrimme hjulpet ”Walk for Future” med et spændende program og flere danske vandrere går med på den danske del af klimavandringen.

Tværpolitisk møde 

Foreningen af danske Santiagopilgrimme havde taget fat i den konservative borgmesterkandidat Rune Kristensen, som et af medlemmerne kender, for at få en snak om Næstved og klimaindsatsen under opholdet i byen. Rune Kristensen havde dernæst allieret sig med den radikale viceborgmester, Klaus Eusebius Jakobsen, da pilgrimmenes besøg faldt sammen med Næstved Søjler, som Eusebius står bag.

”Klaus gav en stærk indføring i Næstveds lange historie, og så fik vi ellers en god politisk rundbordssamtale med de vandrende pilgrimme om klimaudfordringerne og hvad vi som lokalpolitikere vil gøre på området. Begge vores partier har et stort fokus på klima og bæredygtighed, og det var rigtig interessant at få vigtigheden af den grønne omstilling understreget endnu engang af både de danske og svenske klimaforkæmpere, der var på besøg i vores by”, udtaler Rune Kristensen.

Under dialogmødet kom man både omkring alt fra atomkraft til de mere lokalt aktuelle emner som svinefarme og solcelleparker.

Kommentarer