Fuglebjerg

KLH Isolering bliver politianmeldt

I DR Kontant torsdag aften fortalte flere af KLH Isolerings kunder om mangelfuldt arbejde og tegn på snyd med energitilskud. Nu bliver Fuglebjerg-virksomheden meldt til politiet

KLH Isolering bliver nu politianmeldt af Brancheforeningen Dansk Isoleringsgaranti. 

KLH Isolering fra Fuglebjerg er i øjeblikket under hård beskydning i medierne. I aften var den lokale isoleringsvirksomhed med i DR Kontant, hvor flere kunder fortalte om mangelfuldt arbejde og tegn på snyd med energitilskud. Nu bliver virksomheden politianmeldt for bedrageri.

Læs også: KLH Isolering: DR slagter os i et karaktérmord

Næstved Netavis har tidligere i dag torsdag fået tilsendt et eksempel på en faktura, fra Basnæsvej i Næstved, hvor der er opgivet 136 kvadratmeter på fakturaen fra KLH Isolering, men væggene er ved en kontrolopmåling udført af Frederik Glob fra et konkurrerende isoleringsfirma, maksimalt på 40 kvadratmeter.

Læs også: Lokal virksomhed i DR Kontant

Det ekstra kvadratmeter på fakturaen udløser et ekstra energitilskud. Tilskuddet er ifølge Frederik Glob på 32-40 kr/kvm. Så de ekstra cirka 100 kvm på fakturaen på huset på Basnæsvej har udløst 4.000 kr i tilskud.

Pengene kommer fra Energispareordningen, som vi alle betaler til fx via vores elregning. Energispareordningen er på 1,5 milliarder kroner, men der er ingen kontrol med tilskuddet.

Eksempler som dette fører nu til at brancheforeningen Dansk Isoleringsgaranti har besluttet sig at indgive politianmeldelse mod KLH Isolering.

Foreningen meddeler at de med stor interesse fulgt mediernes afdækning af KLH, og nu finder det rimeligt, at politiet undersøger de sager, som medierne har fremlagt.

Derfor har foreningen, der består af 4 konkurrerende virksomheder, besluttet at politianmelde KLH efter bedrageribestemmelsen. Det meddeler Frederik Glob, der driver Viking Isolering og er talsmand for Dansk Isoleringsgaranti.

Advokat Jesper Køppen Mieritz, der er bestyrelsesformand hos KLH Isolering, tager en politianmeldelse med sindsro:

– Det ser vi frem til, vi vil med glæde medvirke til, at politiet undersøger sagen. Vi er naturligvis klar til at tage alle nødvendige retsskridt, for det er Dansk Isoleringsgaranti, der står bag kritikken, der er rejst i Kontant. Det er simpelthen konkurrenter, der er utilfredse med, at vi har kunnet sænke priserne. Og det er ærgerligt, at medierne agerer mikrofonholder, siger Jesper Køppen Mieritz til Sjællandske.

Kommentarer