KLH Isolering: DR slagter os i et karaktérmord
KLH Isolering fra Fuglebjerg er i øjeblikket under hård beskydning fra både TV2 og DR, som i aften har den lokale isoleringsvirksomhed med i DR Kontant – DR forsøger sig med karaktermord, lyder det fra virksomheden
Næstved Netavis spurgte KLH Isolering hvad forklaringen er på de forskellige påstande, der i øjeblikket lyder mod den lokale Fuglebjerg-virksomhed. Nederst i artiklen kan du se interviewet fra DR Kontant i sin fulde længde.
Onsdag aften gik TV 2 Nyhederne ind i sagen med fokus på det tilskud, der kan søges i forbindelse med isolering. I en konkret sag indberetter KLH Isolering, at de har isoleret 82 kvadratmeter hulmur, men ifølge en energirådgiver er det kun 47,5 kvadratmeter af huset, der kan isoleres.
– Vi beklager at vi har fejlet og dermed udbetalt for mange penge i tilskud til kunden, lyder svaret fra KLH Isolering i en mail til Næstved Netavis.
Læs også: KLH Isolering bliver politianmeldt
Næstved Netavis har fået tilsendt et eksempel på en faktura, fra Basnæsvej i Næstved, hvor der er opgivet 136 kvadratmeter på fakturaen, men væggene er ved en kontrolopmåling udført af Frederik Glob fra Viking Isolering, maksimalt på 40 kvadratmeter.
– Denne sag er ikke udført, så endelige mål blev aldrig aktuelle. Ligeledes er sagen aldrig indberettet? Vil i se 6000 UDFØRTE SAGERS faktura som stemmer?, forklarer KLH Isolering i en mail til Næstved Netavis.
Læs også: Lokal virksomhed i DR Kontant
Hvad er jeres kvm-pris på hulmursisolering, og hvordan kan den være så langt under markedsprisen?
– Den er pt 90 kroner. Eksempler fra den virkelige verden viser at mange ender på en egen-udgift på 49 kroner hvis fuldt tilskud er udbetalt, samt kunden er berettiget til fradrag, oplyser KLH Isolering, som torsdag eftermiddag skriver følgende på deres hjemmeside:
I aften ruller forbrugerprogrammet Kontant atter over skærmen på DR1, ifølge KLH Isolering kan programmet ikke kaldes journalistik.
Derfor har KLH Isolering valgt at offentliggøre interviewet i sin fulde længde.
– Kontant vil basere udsendelsen på udsagn fra bl.a. enkeltpersoner, der aldrig har været kunder samt konkurrenter, der er sure over, at det på 3 år er lykkedes KLH at reducere kundernes udgifter til hulmursisolering med 50%. Dette er eneste årsag til, at enkelte konkurrenter fører sig frem med beskyldninger og postulater om KLH, hvilket ganske enkelt ikke har hold i virkeligheden, udtaler KLHs adm. direktør Lotte Quist, der er rystet over, hvad hun selv betegner som et »forsøg på karaktermord«.
– Vi er Danmarks største isolatør og isolerede i 2016 flere end 4.000 husstande i Danmark. At basere så forrykte påstande på 5-6 utroværdige kilder og så tro, at man kan konkludere noget om hverken os eller vores arbejde er helt og aldeles forrykt, fortæller Lotte Quist.
Bestyrelsesformand: DR spændt for en vogn af en konkurrent
Ifølge KLHs bestyrelsesformand, advokat Jesper Mieritz, der selv deltager i programmet på vegne af virksomheden, forbryder DR sig mod journalistikkens grundprincipper, sit eget etiske charter samt de Presseetiske Regler ved -mod bedrevidende- at basere sin historie på, hvad han betegner som »ikke-signifikant research funderet i non-kilder og non-sager«.
– Historien er det rene nonsens; en fabrikeret løgnehistorie initieret af nogle konkurrenter, hvilket vi kan dokumentere, og det viser med al tydelighed, at det ikke kun er i administrations- og driftsmæssige sammenhænge, at DRs resourcer spildes, men også journalistisk, siger en dybt forundret Jesper Mieritz, der i det fulde TV-interview med Kontant kan ses bruge over halvanden time med DRs Jakob Illeborg og en anden interviewer.
Generaldirektør Maria Rørbye Rønn involveret
Det er ikke lykkedes KLHs advokat Michael Havemann, at overbevise hverken generaldirektøren Maria Rørbye Rønn eller den redaktionelle ledelse af DR om det manglende etiske grundlag for at bringe indslaget i sin annoncerede form, og det er et problem, mener Michael Havemann:
– Der er åbenbart ingen grænser for, hvilke kilder DR tillader sig at basere et indslag eller et program på. Her er det åbenlyst, at DR baserer en hel udsendelse på påstande, fremført af kommercielle konkurrenter med et åbenlyst incitament til at påføre hovedpersonen skade, og uden overhovedet at researche disse konkurrenters motiver, eller dykke ned i, hvad disse konkurrenter selv foretager sig på markedet, uddyber Michael Havemann.
– Det er helt grotesk, slutter han.
KLH: Håber på kulegravning af DRs rolle
Til at dokumentere sine påstande har KLH gjort sit forarbejde grundigt forud for det retslige efterspil, som man venter at inddrage både DR, kilderne samt konkurrenterne i. Men det er ikke kun i retten kampen skal stå, men i høj grad også i medierne, forlyder det:
– I de seneste dage er vi blevet bestormet af journalister, der har hørt rygtet sprede sig. Men som vi har understreget overfor dem alle, så er der udelukkende tale om rygter. Den rigtige historie ligger i, hvordan rygtet er startet – og hvordan DR blev snydt til at blåstemple rygtet, udtaler Lotte Quist, der understreger, at man fra KLH hilser enhver pressemæssig henstand velkommen, der har til hensigt at opklare forløbet.
– Vi ligger inde med båndede telefonsamtaler, et væld af korrespondance samt massevis af optagelser – alt dokumenterer et voldsomt kritisk forløb hos DR, som vi håber på at få belyst af pressen, slutter Lotte Quist.
Se et sammendrag af Kontant´s interview her og længere nede kan interviewet ses i fuld længde.
Kontant: “Varm luft for alle pengene” sendes i aften 21.00 på DR1.
Se interviewet fra DR Kontant i sin fulde længde på links herunder:
Del1:
https://youtu.be/wI4IMq9zCPM
Del 2:
https://youtu.be/aMNmm4upSTk
Del 3:
https://youtu.be/7ZDABZe4uL0
Del 4: kommer senere på
https://youtu.be/3rT9Wo64kc4
Del 5:
https://youtu.be/0Qi303ilsE4
Del 6:
https://youtu.be/Dm3xoj-fCo4
Kommentarer