Næstved By

Klatreklub modtaget 28.000 kr

Næstved Klatreklub har modtaget 28.000 kr. fra Nordea Fonden. Pengene skal bruges til faldunderlag. Klatreklubben har i vinter afsluttet en større udvidelse af klatrefladen i klatrehallen på Næstved Gymnasium.

Siden vinteren 2011 har NKL haft et samarbejde med gymnasiet. I sommerferien det år begyndte de på en udskiftning af den gamle klatreflade. Dette har siden ført til at den oprindelige gymnastiksal nu fremstår som en klatrehal med klatreflader på alle vægge.

En særlig form for klatring kaldes bouldering, det foregår i lav højde uden brug af seler og sikringsreb. Ved bouldering klatrer man over et faldunderlag.

– Da vi byggede mere klatreflade steg behovet for faldunderlag, fortæller klubbens næstformand Jacob B Jørgensen, der har stået for projektet.

– Heldigvis har Nordea Fonden set velvilligt på vores ansøgning om støtte. Det har været noget besværligt at skulle flytte de tunge madrasser hver gang der skulle klatres et andet sted på klatrevæggen. Så nu skal der bestilles nye madrasser, siger Jacob med et stort smil.

– Da filialdirektør Lars Trøster fra Nordea i Næstved ringede, for at fortælle han gerne ville overrække os en stor check. Så kan det da nok være at humøret kom i top siger Just Larsen, der har været formand sidens klubbens start for næsten 11 år siden.

Vi har lagt for over 300.000 kr. i materialer og grej til klatrefaciliteterne på gymnasiet. Alt er bygget af klubbens medlemmer i fritiden. Vi har sparet mere end en halv million ved at bygge selv.

Langt den største del af økonomien stammer fra klubbens egen kasse. Så vi er vældig glade for at Nordea Fonden kunne se vores indsats er værd at støtte. Nu skal der tages mål til de nye madrasser, afsluter Just Larsen.

Kommentarer