Klar til årets Julemærkemarch
Søndag den 3. december går det løs igen landet over, når den årlige Julemærkemarch for 41. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem. I Næstved samles vandrere og løbere i Næstved Firma Sports Idrætscenter på Kasernevej 24, hvor Julemærkemarchen, der altså også kan løbes, sættes i gang klokken 10.
Sidste år deltog 17.800 julefriske vandrere og løbere landet over i marchen, hvor man vælger mellem ruter på enten fem eller ti kilometer. Det gav en samlet donation til Julemærkefonden på 1.165.000 kroner.
300 deltog i marchen i Næstved og bidrog derved med 12.734 indsamlede kroner.
– Vi har allerede nu fået en flot opbakning lokalt, for Herlufsholm har igen givet tilladelse til at gå i Kalbyrisskoven og Sille Roulund, fra TV Øst har sagt ja til at sætte marchen i gang, så vi glæder os meget, siger Lise Skovgård, formand for Næstved Firma Sport, som sammen med SeniorMotion står for arrangementet.
Julemærkefonden har brug for samtlige donationer og frivillige indsamlingsinitiativer, fortæller fondens direktør.
– De fem Julemærkehjem bliver først og fremmest drevet for indsamlede midler, mens det offentlige tilskud begrænser sig til fem procent af budgettet, og vi håber, at rigtig mange igen i år vil støtte initiativet, for der står altid børn i kø til et ophold på et af de fem Julemærkehjem, siger Søren Ravn Jensen, direktør for Julemærkefonden.
Efter marchen venter varme æbleskiver og gløgg eller varm kakao med flødeskum. Man kan reservere bord i forvejen, hvis man er en hel familie eller arbejdsplads, som gerne vil sidde sammen.
Kommentarer