Næstved By

Kinesiske Xu Zhang skal øjeblikkeligt forlade Danmark

Selvom hendes sag endnu ikke er endeligt afgjort, er den 23-årige kinesiske studerende blevet nægtet ophold i Danmark, og derfor skal hun forlade landet hurtigst muligt.

Xu Zhang kan ikke få lov til at blive i Danmark, mens hendes klage over afslag på opholdstilladelse behandles. I en skrivelse fra Udlændingenævnet står der, at der kun i særlige tilfælde gives tilladelse til ophold i Danmark, mens en klage behandles, hvis man for eksempel er alvorligt syg. Det skriver TV ØST.

Xu Zhang fik beskeden onsdag den 15. februar, og havde blot halvanden time efter afgørelsen bestilt en flybillet til Kina. Hun er lige nu i gang med en uddannelse i international handel på CBS, men må på grund af afgørelsen afbryde det.

Læs også: Kinesiske Xu Zhang skal forlade Danmark senest 10. februar

– Det får stor betydning, det er der ingen tvivl om. Jeg kan ikke følge undervisningen fra Kina. Men nu skal jeg rejse, men jeg prøver at tale med skolen om muligheden for orlov, mens sagen kører. Det kan jeg kan lykkes. Men det er noget, som jeg skal tale med CBS om i morgen, siger hun til TV ØST.

Den 23-årige Xu Zhang fik afvist sin ansøgning om opholdstilladelse, da det af Udlændingestyrelsen vurderes, at hendes tilknytning til Kina er større end tilknytningen til Danmark.

Xu Zhang skulle have forladt Danmark den 10. februar, men det blev udskudt som følge af hendes klage. Men, nu står det klart, at hun skal forlade landet, mens hendes klage behandles.

Hun frygter, at det kan tage et halvt år eller mere, før hendes klage er behandlet.

Kommentarer