Kinesisk kvinde dømt for vold mod otteårig søn
En 39-årig kinesisk kvinde er ved Retten i Næstved blevet idømt 40 dages betinget fængsel samt 60 timers samfundstjeneste for at have udøvet vold mod sin nu otteårige søn.
Kvinden blev dømt for at have slået drengen i ansigtet med flad hånd samt for at have nevet ham i armen, så han fik blå mærker. Desuden havde hun slået sønnen oven i hovedet tre gange med knyttet hånd.
Endelig blev hun dømt for at have slået ham i numsen med flad hånd, fordi han ikke ville i bad. Alle foreholdene er foregået i en periode op til den 14. marts, hvor drengen betroede sig til en pædagog på sin skole.
Kvinden valgte at modtage dommen. Hun nægtede dog, at der var tale om vold, men at hun blot ønskede at irettesætte sønnen ved at benytte opdragelsesmetoder, hun selv havde oplevet i Kina.
Drengens far, en 59-årig dansk mand, var også tiltalt for vold mod sin søn, men han blev frikendt.
Kommentarer