Næstved By

Kendt madekspert lancerer en ny guide: mindre madspild i Julen giver mere overskud

Mad for estimeret 1,4 milliarder kroner ryger i danskernes skraldespande i december. Den kendte madekspert og ambassadør for Stop Spild Af Mad bevægelsen Yvonne Luff Gottfredsen har lavet en ny 5-trins guide til at undgå madspild i Julen.

Vi smider julemad ud for 1,4 mia. kroner, estimerer Landbrug & Fødevarer. Dette skal ses i forhold til det årlige madspild på i alt 13,5 mia. kr. Dermed repræsenterer danskernes madspild i december hele 10 procent af det samlede årlige madspild. Noget tyder altså på, at danskerne smider mere mad ud i julemåneden i forhold til en gennemsnitlig måned.

Yvonne Luff Gottfredsen, den kendte mad- og sundhedsekspert, forfatter til kogebogen ”UNDGÅ MADSPILD og tryl med dine rester” og ambassadør for forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad vil hjælpe danskerne til at undgå madspild i Julen. Hun har netop lanceret en ny 5-trins guide med gode tips og råd til at hjælpe danskerne til at sætte skraldespanden på slankekur i julemåneden.
Traditioner skal helst vedligeholdes og vi skal også helst hygge os som vi plejer, siger Yvonne Luff Gottfredsen. “Men hvis vi tør at tænke lidt anderledes og have mere omtanke – også i Julen – så undgår vi at fylde vores skraldespande med god spiselig mad.
Tør vi for eksempel servere mindre mad på mindre størrelse tallerkner, lave færre retter, tænke jule-tapas, eller måske tænke på at portionsanrette, spørger madspildsekspert Yvonne Luff Gottfredsen. Hvem kender ikke til at få sig en oppustet mave og føle sig utilpas, fordi vi har spist for meget. “Det gør jeg i hvert fald,” fortæller Yvonne Luff Gottfredsen, som nogle gange selv kan blive fanget i fælden af al den skønne overdådige og velsmagende mad på buffeten. -Jeg skal jo gerne lige smage på det hele – men med min sunde fornuft ved jeg godt, at der ikke er plads i min mave, tilføjer hun. Derfor er hendes anbefaling, at servere buffet med omtanke. Hun fortsætter:
Vi skal selvfølgelig fortsætte med at kræse om retterne – det hører juletraditionerne og hyggen til. Men sammen med hyggen må vi love hinanden at have ekstra fokus på at undgå madspildsfælder. Mindre madspild i Julen vil give mere overskud – båder i form at tid, penge og på klimakontoen. Vi skal ikke hygge os mindre, vi skal blot smide mindre ud. Hvis du også sidste år i julen købte for meget mad ind, havde for meget mad tilovers fra julefrokosten og måtte smide mad i skraldespanden, så er lejligheden der nu til at tænke nye tanker – til gavn for miljøet og ikke mindst for pengepungen. Julens madspild skal med andre ord bekæmpes med planlægning og sund fornuft, mener Yvonne Luff Gottfredsen, som har forfattet en ny guide med fem gode råd til, hvordan du undgår madspild ved madtunge højtider som Julen.
 
1. Planlæg og få planlægningen til at gå op
Planlæg at få tømt fryseren og køleskabet inden julens mange julefrokoster, så du får plads til resterne. Planlæg hvor mange personer der skal handles mad ind til – beregn i gennemsnit cirka 500-700 gram mad per person afhængig af om det er frokost eller aftensmad. Suppler med ekstra brød, hvis du er bange for at der ikke er nok mad.
Planlæg juleretterne så de også kan indgå i andre retter imellem julefrokosterne eller på anden, tredje og fjerdedagen. For eksempel kan en mørbrad med bløde løg indgå i en gryderet, medisterpølsen i en svensk pølseret eller skæres på langs og steges på panden sammen med masser af wokgrøntsager. Laksen kan laves til laksesalat eller laksemousse og toppes med en rest rejer. Osten (skæreost, brie, blåskimmel m.f.) kan rives eller skæres i tynde skiver og ligges ovenpå rugbrød, franskbrød, wraps, pitabrød, pizza og ind i ovnen til osten er smeltet og brødet er sprødt. Biksemad toppet med et spejlæg er altid et hit. Se forslag til opskrifter og tips til reste-retter på www.yvonneluffgottfredsen.dk og www.sundemadvaner.dk
 
2. Undgå at sætte al maden ind på julebuffeten på samme tid
Præsenter juleretterne for dine gæster eller lav en synlig kuvertliste, så gæsterne ved hvad der serveres i løbet af julefrokosten/middagen. På den måde er der flow i maden, som du efterhånden sætter ind på bordet og ligeledes tager ud fra bordet og straks herefter sætter på køl igen.
 
3. Tænk i portionsanretninger
Lav gerne juletapas retter – en lille portion af hver anretning, og hav tillid til at der er mad nok, selvom du kun anretter et stykke/en portion af hver ret til hver, for eksempel en halv fiskefilet, én tartelet, to minifrikadeller, to små andebryst med tilhørende kål og salater, en skive mørbrad med bløde løg, en lille portionsanrettet dessert (fx chokolademousse, citronfromage, ris a la mande), eller to skiver/slags ost pr person. Lidt men godt.
 
4. Restehylde – Spises først
Opbevar dine rester i gennemsigtig emballage – på en restehylde i køleskabet eller i fryseren. Det er smart at lave en restehylde i køleskabet med den restemad du har tilovers fra julefrokosten/middagen og madvarer med kortest holdbarhedsdato. Det øger restemadens overlevelse og mulighed for at blive spist først og planlagt ind i en ny ret i morgen eller i overmorgen. Hvis du har meget mad tilovers, så overvej at fryse ned i passende portionsstørrelser og gem til aftensmaden i januar.
 
5. Kom sjatterne i en isterningbakke
Sjatter af flydende drikke for eksempel champagne, rødvin, hvidvin, portvin eller en sjat fløde, kan alt sammen fryses ned i isterningebakker og senere bruges i din grøntsagswok, gryderet, suppe, sauce – det giver et ekstra pift til smagen.
“Hvis der er mad tilovers fra julefrokosten, så giv dine gæster resterne med hjem. Jeg elsker selv at få rester med hjem, når jeg har været til middag eller julefrokost,” afslutter Yvonne Luff Gottfredsen, som altid sender sine egne gæster hjem med restemad fra julemiddagen eller julefrokosten.

Velbekomme og glædelig Jul!

Kommentarer