Karrebæksminde Privatskole har ansat ny leder
Karrebæksminde Privatskole fik pr. 1/6 ny skoleleder. En enig bestyrelse har ansat Lotte Bang som skolens nye leder. Lotte er 38 år og kommer fra Næstved. Lotte er uddannet leder, og har mange års erfaring med økonomistyring, drift af små virksomheder og har i øvrigt en kreativ og innovativ tilgang til opgaveløsning.
Lotte supplerer medarbejdere og bestyrelsesmedlemmers kompetencer godt.
På en lille skole er det vigtigt, at der er flest mulige kompetencer i spil, og her fylder Lotte et hul, som vi har haft.
Lotte fortæller:
Det er vigtigt, at vi arbejder for forskellige alternativer til folkeskolen. Børn er forskellige, så det skal skoler selvfølgelig også være. Den lille skole har en helt særlig ånd med et nærvær og en tryghed, som har vist sig at gøre en stor forskel for mange børn.
Det giver mening for mig, at lægge mine kræfter her.
Fra oktober til maj har skolen været ledet af konstitueret leder Ulla Madsen. Ulla har gjort det rigtig godt, og Ulla vil fortsat være på skolen, hvilket vi sætter stor pris på.
Lotte er i øvrigt glad for at kunne nyde godt at Ullas viden og erfaring.
Igen er her mulighed for at kombinere styrker, så der er god basis for et godt resultat.
Her på årets sidste skoledag kan vi fortælle, at planlægningen af næste skoleår er godt i gang, og vi lover endnu et spændende skoleår for store og små med læring indenfor og udenfor klasselokalet, skitur, fokus på trivsel, fokus på den enkeltes faglige niveau, fokus på miljøet, og så er det et ekstra spændende skoleår vi går ind i, da vi for første gang skal føre en afgangsklasse til eksamen.
Kommentarer