Karrebæksminde inviterer til cykelfest søndag
Karrebæksminde: Sidste etape af Danmarks største cykelfest, PostNord Danmark Rundt bliver skudt i gang i Karrebæksminde.
Søndag den 31. juli køres 5. og sidste etape i det store cykelløb PostNord Danmark Rundt, fra Karrebæksminde til Frederiksberg. I startområdet på parkeringspladsen ud for Nyform, vil der være mulighed for at komme tæt på nogle af de helt store cykelstjerner.
Klokken 10.30 sætter ‘Duo Dejlig’ gang i cykelfesten på P-pladsen langs Enø Kystvej. Klokken 11 præsenteres holdene og klokken 12.00 skydes etapen i gang på Enø Kystvej, ud for Campingkiosken. Ruten går over Græshoppebroen, gennem Alléen og op til Karrebækvej, hvor starten bliver givet fri.
Fra Karrebæksminde går ruten gennem Næstved, Fensmark og Holme Olstrup forbi Bon Bon land, inden den fører feltet igennem Faxe Kommune, forbi herregårdene Gisselfeld og Bregentved. Efter Karise går ruten ind på små veje i Stevns kommune igennem Vallø Slot på brosten og Danmarks smukkeste Allé.
Derfra går det videre gennem Køge, inden feltet suser mod opløbet på Frederiksberg Allé, der er Danmarks Champs Elyssés. Den afsluttende rundstrækning er på 6 km med Valby Bakke som største forhindring.
Trafikale og parkeringsmæssige udfordringer
Der er lagt op til en cykelfest for hele familien, men man bør være opmærksom på at cykelløbet vil skabe trafikale og parkeringsmæssige udfordringer på dagen. Derfor opfordres der til, at man lader bilen stå derhjemme og i stedet tager cyklen til Karrebæksminde i rigtig PostNord Danmark Rundt-ånd.
På mærknæstved.dk kan man læse mere om etapestarten i Karrebæksminde og se på et kort over ruten gennem Næstved.
Velgørenhedsløbet
Hvis man skulle have lyst til at prøve kræfter med ruten fra Karresbækminde til Frederiksberg kan man deltage i velgørenhedsløbet. Starten går klokken 8 fra Karresbækminde og forventet ankomst til Frederiksberg er cirka klokken 13.30.
Blandt de kendte der deltager i velgørenhedsløbet kan tælles Paw Henriksen, Jacob Piil, Jørgen Emil Hansen, Dennis Ritter, Pia Allerslev og en lang række kendte, der alle har kærligheden til cykelsporten til fælles.
Kommentarer