Fuglebjerg

Hvad kan Fuglebjerg tilbyde turister?

Fuglebjerg står måske ikke normalt først på listen over attraktive udflugtsmål for turister. Men måske er det en fejlslutning. I hvert fald vil der på det kommende Cafémøde i UdviklingsHus Fuglebjerg den 25. april blive sat fokus på, hvad der kan gøres i forhold til turisme i Fuglebjerg-området.

Arrangørerne påpeger, at turister er ligeglade med kommunegrænser. Derfor inviteres borgere og virksomheder, der arbejder med turisme, til cafémødet for at se på mulighederne for, at der kan skabes noget mere. Turister kan f.eks. godt lide pakkeløsninger.

På Fuglebjerg Messen blev en del af gæsterne på UdviklingsHus Fuglebjergs stand spurgt, hvad Fuglebjerg har at byde på i turistmæsssig sammenhæng , og de fleste var noget tøvende. Men efter en tænkepause kom der flere gode forslag: Den lille Prins, Tystrup-Bavelse Søerne, Bagerimuseet, Fodsporet, Bisserup m.m.

På cafémødet vil man også komme ind på at der mangler overnatningssteder i Næstved og Omegn. I dag er det nemt og lovligt at tjene en ekstra skilling ved at leje sit hus eller dele af det til turister – enten som Bed&Breakfast, men også gennem deletjensten AirBnB. Der bliver på aftenen gennemgået, hvordan man kan leje ud gennem AirBnB.

Kommentarer