Kærlighedsinstrument og Bachs fineste arier i Næstved
NEMF (Næstved Early Music Festival) indleder sin nye koncertsæson med invitation til ”Bachs genbrug” med Concerto Copenhagen fredag den 16. februar i Sct. Peders Kirke. Peter Stevnhoved, der er ildsjælen bag alle de mange unikke koncertoplevelser her i Næstved, fortsætter heldigvis også i 2018 og – efter eget udsagn – mange år frem med at gøre Næstved til stedet, hvor man kan opleve en verden af barokmusik, som man ellers har skullet rejse langt for at høre.
Alle NEMF-koncerterne opføres af nogle af vores bedste danske og internationale fortolkere af barokmusikkens forunderlige verden. Så Peter Stevnhoved lover, at de valgte koncerter altid vil give garvede operaelskere valuta for pengene samtidig med, at de er sammensat på en måde, så der bliver noget for enhver smag. ”Så tøv ikke med at gå til opera – måske for første gang – i Næstved” siger han med et glimt i øjet.
Obo d´amore
Den første i rækken af Næstvedkoncerter byder på nogle af Bachs fineste arier samt en koncert for et helt nyt instrument på den tid, obo d'amoren. Solisterne er sopranen Maria Keohane og alten Alex Potter, som blandt andet synger Bachs forlæg til Pergolesis Stabat Mater. Se hele programmet på www.nemf.dk.
Undgå kø ved indgangen.
Man kan købe billet ved indgangen eller på www.billetto.dk. Der er adgang til kirken fra kl. 15.30. Hvis man køber sin billet i forvejen, anbefaler arrangøren, at man bruger kirkens sideindgang.
Herved undgår man kø, idet der kun er billetkontrol. Billetter á kr. 150 for ikke medlemmer. NEMF- medlemmer kr. 100. Unge & studerende kr. 50.
Forårskoncerter i 2018
Som optakt til Næstved Early Music Festival i august er der planlagt 7 forårkoncerter, som man kan læse mere om på www.nemf.dk.
Kommentarer