Næstved By

Gratis kæmpe havefest på De Hvide Svaner Camping

Tv. Kasserer Doris Jakobsen og formand Heidi Thybo Mørkeberg glæder sig til endnu en festlig dag på De Hvide Svaner Camping. Foto: Næstved Netavis.

Det er 4. år i træk at alle bliver inviteret til kæmpe gratis havefest fredag den 19. juli på De Hvide Svaner Camping.  

Af Birgitte Grejsen Møs.

Det er foreningen Danmark Dejligst Karrebæksminde, der igen i år er arrangør af havefesten i Karrebæksminde i samarbejde med Danmark Dejligst Festivalkontor, Karrebæk idrætsforening, og aktivitetsforeningen på De Hvide Svaner.

Der vil være massere af aktiviteter som f.eks. kræmmermarked, brandbiler med skumudlægning, badning i poolen og meget mere. På Danmark Dejligst vil der ikke kun være musik – der vil også være aktiviteter rundt om scenen. Derudover vil lokale foreninger stå for boder med popcorn, kage, kaffe med mere. Der vil være aktiviteter for alle, store som små.
Af foreninger deltager 6 lokale foreninger: Næstved Motor Klub Auto-afdelingen, Syd og Vestsjællands Fjerkræklub, Næstved 4H, Dansk Politihunde-forening Næstved, Dansk Fritidsfiskere og KFUM Spejderne Herlufmagle gruppe.
Artikel forsætter under billede.

For nogle år siden sagde Rasmus Nøhr, at her kunne han godt tænke sig at stå og synge. For 4. år i træk kommer Rasmus til at stå på toppen af pladsen og synge med udsigt ud over Karrebæk Fjord. Foto: Næstved Netavis.
–  I 2017 besøgte mere end 6000 gæster festen, sidste år lå vi på besøgstallet på ca. 10.000 og når vi samme besøgstal i år, er vi lykkelige, fortæller formand for Danmark Dejligst Karrebæksminde forening, Heidi Thybo Mørkeberg.
Vi kan godt mærke på vores sponsorere, at de kender os nu. De ved hvem vi er, når vi henvender os til dem. Det er med til at give alle os frivillige et boost, og lyst til at lægge alle de manpower timer, som bliver brugt, ikke bare på planlægning- men også afvikling af eventet. I år vil overskud fra dagen bl.a. gå til Julemærkehjemmet i Skælskør. De får ikke penge, men de får 2 weekender her på De Hvide Svaner Camping, hvor alle 48 børn vil få masser af oplevelser. Bl.a kan nævnes at vi har fået sponseret en palle “Gør det selv” fuglehuse, som de selv skal samle og male. Ellers bliver det weekender, der er fyldt med en masse udendørs aktiviteter.
Ellers håber vi bare på at vejrguderne er med os på fredag. Solskin med en let vind, vil være perfekt – så vi holder øje med de forskellige vejrudsigter som er tilgængelige. Men skulle der nu komme en regnbyge forbi, vil det ikke slå os ud. Vi har et program, hvor vi kan garantere en dag og aften som ikke lige ryger i glemmebogen, afslutter Heidi Thybo Mørkeberg.

Det er ikke tilladt at tage eget mad og drikke med til havefesten, da det kan købes på pladsen – det er det, der er med til at gøre festen mulig samt med til at støtte de lokale foreninger.

De Hvide Svaner Camping.
Karrebækvej 741
4736 Karrebæksminde.

Følg Danmark Dejligst på Facebook  HER

 

Kommentarer