Kælderbrand i villa søndag morgen
En fejl på et fyr sendte søndag morgen brandfolkene fra stationen i Næstved ud til en brand i en villa.
Allerede klokken lidt over fem måtte vagtholdet fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning ud af dynerne, da der var indløbet en alarm om ild i en villa på Jørgen Jensensvej i Næstved.
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning var på stedet få minutter efter alarmen, hvor de hurtigt fik slukket branden.
Det viste sig at være en mindre brand, som var opstået i et relæ til et fyr som stod i kælderen.
Branden udviklede en del røg i hele ejendommen, men skaderne blev begrænset til selve fyrrummet.
En person som opholdt sig i huset, blev for en sikkerheds skyld undersøgt for røgforgiftning af redderne i en tilkaldt ambulance, men blev ikke kørt til videre behandling.
Inden brandmandskabet forlod stedet, blev bygningen gennemluftet med en overtryksventilator, som fjernede røgen i bygningen, men ikke eventuelle sodskader.
Kommentarer