“Junkietyper” i uforsikret bil i Fensmark skabte usikkerhed
Politiet fik i løbet af tirsdag flere henvendelser fra borgere i Fensmark, der følte sig utrygge på grund af en parkeret bil på Ahornvej i Fensmark. I bilen sad to mænd, som anmelderne betegnede som “junkieagtige” typer.
Politiet kontaktede de to og konstaterede, at bilen ikke havde den krævede forsikring. Pladerne blev derfor klippet, men de to mænd blev siddende i bilen.
– De sad i bilen og brugte den som varmestue. Ingen af dem var ejere af køretøjet. Det er jo ikke ulovligt at sidde i en bil, selvom den holder parkeret et usædvanligt sted – så længe den holder lovligt parkeret, siger politikommissær Johannes Skree-Lassen fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
– Ingen har set dem køre, så vi kan ikke sigte dem for nogen overtrædelser af færdselsloven, og ingen af dem havde noget ulovligt på sig. De sad lige så stille og roligt, fortæller Johannes Skree-Lassen.
Hvis bilen uden plader ikke fjernes hurtigst muligt, vil sagen blive overgivet til Næstved Kommune til videre behandling.
Kommentarer