Næstved By

Julie Berthelsen sørger for julestemning

Med en sirlig blanding af nye og gamle samt kendte og ukendte julesange vil sangerinden med den smukke stemme Julie Berthelsen sørge for julestemningen i 2018. Hun besøger Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 9. december med sin skønne, intime julekoncert “Nordstjerne”.

Selvom kalenderen blot siger februar og julen 2018 virker til at være evigheder væk, er det aldrig for tidligt at tage forskud på julestemningen. Dette sørger offentliggørelsen af Julie Berthelsens julekoncert så rigeligt for, og man kan allerede nu roligt begynde at glæde sig til en stemningsfuld og hjertevarm juleoplevelse i Ny Ridehus.

Med sin julekoncert “Nordstjerne” vil Julie skabe en atmosfære, hvor man kan nyde julestemningen og varmen omkring julen fra Danmark, Grønland og resten af verden. Det gør hun ved at synge julen ind med noget gammelt og velkendt, fortolket på en ny måde, samt med nogle mindre kendte, men særligt smukke julesange, alt sammen akkompagneret af hendes dejlige orkester og dygtige korsangere.

Julen har altid været en betydningsfuld tid for den dansk/grønlandske sangerinde, en tid, hvor næstekærlighed og hjertevarme familierelationer sættes i højsædet. Meget af hendes succes gennem årene har da også været med julen som omdrejningspunkt. Ud over hendes kendte julehit sammen med Martin Brygmann til julekalenderen “Jesus og Josefine” har hun ligeledes været fast medvirkende i juleprogrammet “Julehilsen til Grønland” i mange år.

Med denne julekoncert er det dog en særlig drøm, der går i opfyldelse for Julie Berthelsen. Med sin smukke stemme synger hun julen ind, samtidig med at hun kommer med en række varme, personlige historier, og dermed sørger hun for at binde en julerød tråd på det hele, således at man går fra koncerten med en helstøbt juleoplevelse.

Med hendes kæmpe erfaring i at skabe en stemningsfuld ramme omkring julen, bør der være lagt op til en storslået oplevelse.

Kommentarer