Samfund

Juletrafik 2020: Falck spår en anderledes jul med flere jokere

Juleferien nærmer sig, og det betyder som regel masser af trafik på vejene. Men Falck forventer en forholdsvis rolig jul i år, selvom det er svært forudsige, når ubekendte faktorer som corona, vejr og ferietrang spiller ind. Falck har dog alligevel et par travle dage i vente.

Juleferien og julehyggen venter lige om hjørnet, og det gælder også juletrafikken, når danskerne bevæger sig ud på vejene til familien. I år er der dog et par ubekendte, der gør det svært for Falck at sige, hvor travlt der bliver på vejene. For i år ligger juleaften på en torsdag, og det er ikke til at sige, hvorvidt danskerne tager på tidlig juleferie eller ej.

“Det er en anelse svært at spå om i år, fordi der er en god mulighed for, at juletrafikken spreder sig ud. Der er dog ingen tvivl om, at der kommer til at være mest tryk på den 23. december. Derudover er det svært at forudsige, hvad corona har at sige. Måske betyder det, at nogen vælger ikke at samle sig på samme måde, hvilket vil betyde færre biler på vejene,” siger Gert Elgaard Larsen, der er driftschef i Falck.

Hvid jul kan skabe trafikkaos
Derfor følger Falck situationen nøje, så de er klar til at hjælpe, hvis uheldene er ude på grund af tæt trafik, kødannelse og motorstop. Skal du ud at køre i de travle dage, skal du derfor være ekstra opmærksom på mulige køer og risiko for ulykker. Og så er vejret også altid en joker.

“Vi er altid meget opmærksomme på vejret, der jo har en stor indflydelse. Frostvejr giver altid lidt ekstra travlhed, men det er især snevejret, vi holder øje med – og det er også det, bilisterne skal være ekstra obs på. Sne giver glat føre, dårlig sigtbarhed og risiko for, at man sidder fast med bilen,” siger Gert Elgaard Larsen.

Travlhed efter helligdagene

Men når først danskerne er fremme hos familien, kommer der ro på vejene igen, og helligdagene plejer at forløbe ganske fredeligt. Det ændrer sig imidlertid, når de første supermarkeder og butikker åbner igen søndag den 27. og mandag den 28. For det betyder som regel bytning af julegaver.

“Når først butikkerne åbner, plejer danskerne at være hurtige til at skulle ud og bytte julegaver, og der vil også være nogle, der skal på arbejde igen. Derfor får vi travlt de to første dage efter julehelligdagene. Hvis vejret ikke spiller ind, så er det typisk starthjælp, vi har travlt med, fordi mange biler har stået stille i juledagene,” forklarer Gert Elgaard Larsen.

Gode råd til julebilisterne

  • Kør hjemmefra i god tid
  • Vær opmærksom på trafikken og risiko for kødannelser
  • Tag det stille og roligt – lad være med at blive utålmodig
  • Sørg for at have tæpper i bilen, så du kan holde varmen, hvis det er din bil, der får brug for hjælp
  • Sørg for at have vand og noget spiseligt i bilen til hvis du ender i lang kø
  • Undgå at få brug for starthjælp ved at få lavet et vintertjek på din bil og få målt batterikapaciteten. Man finder først ud af, at batteriet er slidt, når bilen ikke vil starte
  • Prøvekør bilen, inden du virkelig skal bruge den. Så kommer du problemet i forkøbet og undgår tidspresset, hvis du er uheldig og ikke kan få startet bilen.

Kommentarer