Julepynt for børnehjerter
Hjerteforeningen og Matas sætter i november og december måned ekstra fokus på børn med medfødte hjertefejl og deres familier
Kampagnen kører fra 1. november frem til og med 24. december 2018. Målet er at samle ind til Børnehjertefonden gennem salg af et specialdesignet gavevedhæng, der også kan bruges som dekorativ pynt på juletræet eller som præmie i en pakkeleg.
Hele overskuddet fra gavevedhænget går til Børnehjertefondens vigtige arbejde med at give hjertebørn et længere liv med gode oplevelser i en hverdag med udfordringer. Børnehjertefonden støtter, udover forskning, bl.a. aktiviteter for børn og familier som fx svømme-/danse- og cykel-hold, søskendeweekends, medlemsblad samt nyttig info, der kan give børn og unge med hjertefejl et bedre liv med en højere livskvalitet trods sygdommen.
– Matas har i en længere årrække samarbejdet tæt med Hjerteforeningen bl.a. om at forebygge hjerte-kar-sygdomme hos kvinder og opsætning af hjertestartere. I år har vi i samarbejde med Hjerteforeningen valgt, at salget af de populære vedhæng skal støtte Børnehjertefondens arbejde for hjertebørn og deres familier, der har det svært i hverdagen. For ikke alene børnene er ramt, også deres familie og omgangskreds mærker sygdommen hver dag. Matas vil derfor gerne give vores bidrag til at styrke gode oplevelser og velvære hos disse familier – det går helt i tråd med vores formål ”Skønhed og velvære for livet”, fortæller Elisabeth Toftmann Klintholm, ansvarlig for Corporate Affairs i Matas A/S.
Når man køber sin julegave i Matas og får gaven pakket ind, kan man straks pynte gaven med det dekorative vedhæng. Det er også muligt at købe nogle ekstra vedhæng, så de øvrige gaver ligeledes får det flotte pift i forbindelse med indpakningen. Pakkevedhænget fås for 10 kr., og hele overskuddet på 6 kr. går til Børnehjertefonden.
– Hjerteforeningen og Børnehjertefonden arbejder dagligt for at fremme forskning og ikke mindst en højere livskvalitet for de børn, som er ramt af sygdom. Selvom man som barn skal leve med en alvorlig hjertesygdom, gør aktivt samvær med ligesindede en stor forskel for både psyken og livsglæden. Det har stor betydning i forhold til både livskvalitet og erfaringsudveksling. Så jo flere vedhæng, der kommer til at pryde årets julegaver og julegran, desto bedre vilkår kan vi være med til at give hjertebørn og deres familier, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.
Hvert år fødes der i Danmark ca. 500 børn med en hjertefejl. Heldigvis overlever langt de fleste, og takket være forskning og forbedret behandling, kan mange hjertebørn leve et næsten normalt liv. Men nogle hjertebørn må desværre leve et liv, som er præget af sygdom. Derfor støtter Børnehjertefonden aktiviteter, der kan give børn og unge med hjertefejl og deres familier et bedre liv med en højere livskvalitet, trods sygdommen.
Kommentarer