Næstved By

Julekalender med kulturoplevelser

Næstved får i år en helt ny julekalender, hvor man kan tage en lille pause fra juleræset og få en dejlig kulturoplevelse. Hver dag i december vil en række af kommunens kulturaktører tilbyde oplevelser til dem, der møder frem, store som små. Alle er inviteret, og der er er fri adgang til de mange oplevelser.

Jul over Næstved er en julekalender ud over det sædvanlige. Her bidrager Næstveds mangfoldige kulturliv hver dag med små musikalske appetitvækkere, oplæsninger, udstillinger, workshops og originale koncertoplevelser. Alle oplevelserne er samlet i en nem og overskuelig kalender, som du finder i både papir og på Mærknæstved.dk.

Der er fri adgang til det hele, og der er noget for enhver, store som små. Kalenderen indeholder f.eks. alt fra julemanden, der fortæller fra sine rejser, julesang med flere af Næstveds kor, banjospil hos Dansk Rakkerpak, Ulla Britt Simonsen med jazzede udgaver af julens skønne sange til Julestue i Musikstalden.

Oplevelser ud over det sædvanlige

Der vil også være indslag, som med garanti ikke holder sig til det julede. Den nylige modtager af Næstveds kulturpris, Bjarke Falgren er en af de mange kulturoplevelser i Jul over Næstved.

Lørdag den 23. december byder den anerkendte violinist indenfor til koncert i et af Næstveds gamle vartegn, Sjølundstårnet. Her vil han give en eksperimenterende solokoncert i dialog med Sjølundstårnets helt særlige rumklang.

En oplevelse ud over det sædvanlige venter også for togpendlerne den 11. december, når en anden af byens musikalske spydspidser, multikunstner og saxofonist Thomas Agergaard spiller solo i ventesalen på Næstved Station.

Du kan også selv lave noget

Der er også rig mulighed for selv at være aktiv i nogle af Jul over Næstveds aktiviteter, når der den ene dag skal pyntes juletræ hos Næstved Arkiverne, og den næste trykkes julekort i Grafisk Værksted.

Og børnefamilierne spotter nok hurtigt låge nummer 17, hvor Faster Cool inviterer til Juletræsfest og råhygge for hele familien i Teatersalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Både voksne og børn kan også tage udfordringen op fra Næstved Museum, som inviterer til at lære disciplinen “armstrik” i en strikkecafé på museet.

Klassiske juletoner

De klassiske juletoner er stærkt repræsenteret i Jul over Næstved, hvor blandt andet kammerkoret Cantemus synger på biblioteket og Storstrøms Kammerensemble giver julekoncert i Ny Ridehus med sopranen Signe Asmussen den 14. december. En torsdag med dobbelt op på arrangementer, og en dag hvor alle musikelskere skal sætte kryds i julekalenderen.

Torsdag ugen efter skal de afsted igen. For da byder Næstved Early Music Festival, NEMF, indenfor til noget af et international scoop, når Justin Bland og Kristina Schjelde Husum spiller fanfare med Svaleredeorgelet.

NEMF er blot én ud af de mange bidragsydere til Jul over Næstved, som også tæller Næstved Kunstforening, Talentskolen, Grafisk Værksted, Næstved Musikforening, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved Bibliotek, Rønnebæksholm, Næstved Museum, Glumsø Bio, URANIA, Musik over Præstø Fjord, Faster Cool/Dansk Rakkerpak, Herlufsholm International Chamber Music Festival, Næstved Arkiverne, koret First Choice, Ensemble Storstrøm og Næstved Musikskole.

Stor opbakning til kalenderen
Arbejdet med at komponere en julekalender med aktiviteter hver eneste dag i 24 dage, har været udfordrende, især fordi der hurtigt var mere end 24 oplevelser fra de mange bidragsydere.

– Det har været overvældende at opleve mængden og kvaliteten af aktiviteter, der pibler frem – og så er det ikke engang alle vores kulturaktører der deltager. Derfor bliver nogle dage i kalenderen forkælet med dobbeltoplevelser, fortæller chefkonsulent i Næstved Kommune, Jakob Hansen, som har samlet de mange bidrag i Jul over Næstved.

Sådan finder man oplevelserne
I byens butikker, Næstveds biblioteker samt på Grønnegades Kaserne Kulturcenters billetkontor finder man et komplet overblik over de 24 dages kulturoplevelser, samt tider og steder for de enkelte arrangementer.

Man kan også finde kalenderen online på www.mærknæstved.dk, hvor de enkelte dages aktiviteter er beskrevet nærmere.

Kommentarer