Jubilæumstoner i Karrebæksminde
5. år i træk har Karrebæksminde lagt vand, asfalt, campingplads, ishus, heppere og solskin til en masse glade triatleter.
Svøm 950, cykling 50 og løb 10,5 kilometer – det er hvad 1200 triatleter skal igennem i år, når de indtager Karrebæksminde den 1. juni. 30 deltagere gennemfører som stafet.
I år er det 5-års jubilæum, hvor 75 deltagere har været med fra begyndelsen. På de 5 år har stævnet udviklet sig i topfart. Fra at være et mindre stævne med 450 deltagere er der gennem årene kommet flere og selv de internationale stjerner har lagt vejen forbi.
Sidste års vinder Helle Frederiksen vandt ikke bare Karrebæksminde Triatlon men blev også World Champion samme år på Fyn. I år deltager også den olympiske atlet Rasmus Henning, mens også guldfirerens roere Eskild Ebbesen og Morten Falk Jørgensen melder deres ankomst.
Karrebæksminde Triatlon er et stævne for alle, og mange bruger det til at skyde tri-sæsonen i gang.
I år er det jubilæums år, og derfor er der ekstra fest på programmet.
Fredag er der test af svømmeruten med Aqua Sphere og Familieløbet. Lørdag går det løs med triatlon og stor efterfest i mål-området, med ekstra godter.
Find de forskellige begivenheder her på deres facebookside.
”Det er simpelthen fantastisk den opbakning, vi har fra lokalområdet, og vi er et af de stævner, som har oplevet vækst i en tid, hvor triatlon er nedadgående. Det er vi utrolig stolte af, men kan kun takke de mange hjælpere og atleter for det”, lyder det fra racedirector Nicholas Sroczynski.
Karrebæksminde Triatlon har i år også udvidet med et trail stævne den 10. august. Læs mere her.
Kommentarer