Jubilæumslegat til to ildsjæle
Økonomichef i Næstved Kommune, Steen Andersen, og Hans Henrik Knudsen, tidl. bestyrelsesformand for Arena Næstved er kåret som årets modtagere af Diskontobankens Jubilæumslegat.
Traditionen tro bliver Jubilæumslegatet uddelt hvert år på byens fødselsdag til en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for byen. Og i år faldt valget altså på Hans Henrik Knudsen og Steen Andersen
Hans Henrik Knudsen var bestyrelsesformand for Arena Næstved under planlægningen og opførelsen af arenaen. Han har været med til at skabe en arena, som Næstved-borgere vil tage til sig og bruge. Og han har været med til at skabe en Arena, der åbner muligheder for nye, større og anderledes arrangementer og events, som vi ikke tidligere har haft mulighed for at afholde i Næstved, lyder det fra bestyrelsen i anledning af kåringen.
På trods af de udfordringer, der har været omkring tilblivelsen af arenaen, er det lykkedes at komme i hus med den. Der er ingen tvivl om, at arenaen er godt på vej til at blive en succes, og ikke mindst, at den er med til at brande Næstved. Hans Henrik Knudsen har gjort en ekstraordinær indsats og med Arena Næstved gjort en forskel og sat Næstved på landkortet, understreges det fra bestyrelsen
Legatbestyrelsen besluttede ligeledes at tildele Centerchef for Koncernservice og Økonomi, Steen Andersen, Jubilæumslegatet.
Steen Andersen begyndte som 20-årig som kontorelev i Næstved Kommune, og siden har han arbejdet sig op i graderne. Sidste år kunne han fejre 25-års jubilæum i kommunen, og han har i den grad vist, at man godt kan gøre en karriere i Næstved Kommune.
Overrækkelsen af Diskontobankens Jubilæumslegat fandt sted den 15. juni kl. 08.30 i Sydbanks lokaler på Axeltorv, hvor der også blev budt på morgenmad.
Diskontobankens Jubilæumslegat blev stiftet helt tilbage i 1935. Legatet bliver hvert år overrakt en eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for byen, eller som der står i legatets fundats: “har udført et fortjenstfuldt arbejde for Næstved By eller ved sit arbejde har kastet glans over Næstved By.”
Legatet bliver altid overrakt den 15. juni, som er Næstveds fødselsdag. Foruden æren får legatmodtagerne en buket blomster og en provenceskål fra Holmegaard med inskription.
Kommentarer