Joker-millionær måtte køre ind til siden og skrige
En kvinde i halvtredserne fra Sydsjælland fangede for nogle uger siden en Joker-gevinst ud over det sædvanlige. 17.308.750 kroner havde Jokeren bevæget sig op på, og den glædelige nyhed fik vinderen overbragt, da hun lige var taget på ferie med sin mand og børn.
– Vi sad i bilen fra lufthavnen, da min telefon ringede. Jeg havde op til rejsen godt set, at der var et nummer, der havde ringet gentagne gange. Jeg var sikker på, det var en eller anden irriterende sælger, så jeg havde sat mig op til, at han bare skulle have en overhaling, fortæller kvinden, da Danske Spil Kommunikationsafdeling får fat i hende, efter familien er kommet hjem.
Det var Danske Spils Kundecenter, der havde prøvet at få fat på kvinden for at overbringe den gode nyhed om, at hun var blevet millionær. Kvinden er Plus-abonnent og havde ikke tjekket sin spilkonto. Derfor havde hun ingen anelse om, at hendes liv med et var blevet vendt op og ned.
-Jeg er simpelthen så ked af, at jeg nærmest fik skældt den unge mand fra Kundecenteret ud. For selvom jeg fandt ud af, det ikke var en sælger, så troede jeg jo heller ikke lige på, hvad han sagde med det samme. Men da han fik mig overbevist, måtte vi da lige køre ind på en rasteplads og skrige og hoppe rundt. Jeg vil sige det sådan, at jeg er glad for, at vi var i udlandet, så der ikke var nogle, der forstod os, men også at vi er sikre på, at vi aldrig møder dem, der så os igen, siger hun med et grin.
Kvinden fortæller, at det var på et hængende hår, at hun vandt de mange penge. Hun var nemlig yderst tæt på at lukke sit abonnement for nogle uger siden.
Jeg tænkte, det var et sted at spare, da jeg alligevel aldrig vinder. Men så havde jeg vundet 100 kroner, så jeg tænkte, at den lige fik lov at løbe en uge mere. Det er jo helt vildt, lyder det.
Den gode nyhed satte selvfølgelig ferien i gang med et ordentligt brag – men det satte også en masse tanker i gang.
– Det blev selvfølgelig en helt anden ferie, end vi havde regnet med. Pludselig åbnede der sig en helt ny verden for os. Derfor brugte vi naturligvis meget tid på at tale om alle de muligheder, vi har nu. Det var faktisk virkelig heldigt, at vi var i udlandet, for så kunne vi tale frit, siger den nyslåede millionær.
Familien holder ellers kortene tæt ind til kroppen og den nye millionærstatus helt for sig selv.
-I første omgang vil vi i hvert fald ikke fortælle nogen om det. Jeg tror stadig ikke engang selv, vi har fattet, hvad der er sket, så før vi får fordøjet chokket, vil vi ikke dele det med nogen, lyder det.
Det første, kvinden vil bruge penge på, er en ny telefon. Derudover har familien sagt ja til at få besøg af Danske Spils millionærrådgiver, der giver gode råd til, hvordan man bedst agerer, når man pludselig har så mange millioner mellem hænderne. Det får alle vindere, der har vundet over 1,5 millioner kroner, tilbudt.
-Vi har talt meget om, at vi gerne vil bruge pengene på at købe os frihed. Ikke at vi vil sige op på vores arbejde, for vi vil gerne have noget at stå op til – og i det hele taget se nogle andre voksne mennesker i hverdagen. Men måske kan man gå ned i tid – og gå på pension tidligere. Vi har altid arbejdet virkelig meget, så at vinde de penge giver jo så meget frihed tilbage. Og det vil jo være rart at opleve verden, mens man stadig kan gå og stå.
Kvinden har sammen med sin mand gennem mange år drømt om at opleve New Zealand, men da det er en dyr tur, der også kræver tid til eventyr, er de aldrig kommet afsted,
– Det er helt klart en af de ting, vi nu skal se på. Og så skal børnene naturligvis også forkæles.
Kommentarer