Joah Cheung blev i weekenden nordisk mester i trampolin
HTTs bedste trampolinspringere deltog i weekenden i de nordiske mesterskaber i Göteborg, og det blev til mange fine præstationer samt en guldmedalje og en sølvmedalje.
Bedst gik det i juniorrækken, hvor Joah Cheung med en forrygende finaleøvelse satte alle de andre finalister til vægs. Han startede ellers ud med en halvdårlig kvalifikation, hvor han var lidt heldig med at nå til finalen.
Som først startende i finalen gav den unge HTT-springer til gengæld maximal gas, og med den klart bedste præstation i finalen kunne Joah kalde sig nordisk juniormester 2018. Alexander Lundgren var også i finalen og kom ind på en flot fjerdeplads.
Også klubkammeraten Julius Andersen sprang det bedste, han havde lært, og det rakte til en flot sølvmedalje i rækken for springere under 14 år.
I seniorrækken var der store forventninger til Benjamin Kjær, som han indfriede i de indledende runder ved at sætte personlig rekord i sværhedsgrad og besætte førstepladsen. Desværre lykkedes det ikke at gentage præstationen i finalen, og Benjamin måtte indkassere et sjældent kiks.
Der var dog også en meget opløftenden præstation i finalen fra Teis Petersen, som trods en træningpause på 2 1/2 uge grundet en skade i foden gennemførte en flot finale og placerede sig som nummer 4.
Benjamin og Teis er udtaget til at repræsentere Danmark ved VM i Sct. Petersborg om 14 dage.
Kommentarer