Japansk teceremoni i Næstved Kunstforening
I forbindelse med Næstved Kunstforenings japanske fotoudstilling, som er åben frem til den 13. august, inviterer foreningen til en japansk teceremoni. Det foregår lørdag den 29. juli kl. 15.00 i Næstved Kunstforenings lokaler på Sct. Peders Kirkeplads.
En japansk teceremoni er en helt speciel og unik oplevelse. Ceremonien er en kunstnerisk måde at være sammen på, hvor ritualet omkring tilberedning og indtagelse foregår efter fastlagte og meget bestemte regler med det mål at tillade deltagerne at træde ud af hverdagens stress og jag for at opnå en dyb tilfredsstillelse og en stille hvilen i ritualet.
Deltagelse koster 50 kr. Tilmelding kan ske i Næstved Kunstforening.
Selve udstillingen “Gazing the Contemporary World: Japanese Photography from the 1970s to the Present” er en vandreudstilling, der har turneret verden rundt siden starten i 2006. Den har allerede været udstillet i Kuwait, Barcelona, Ukraine osv. og ankommer til Næstved fra Turkmenistan.
Udstillingen giver en oversigt over de forskellige fotografiske udtryk, der opstod i Japan fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne, og præsenterer mesterværker af 23 japanske fotografer.
Kommentarer