Japansk fotokunst i Næstved Kunstforening
Næstved Kunstforening holder i dag lørdag den 1. juni fernisering på en fotoudstilling, som er udlånt gennem den japanske ambassade.
»Gazing the Contemporary World: Japanese Photography from the 1970s to the Present« er en vandreudstilling, der har turneret verden rundt siden starten i 2006, hvor den blandt andet har været udstillet i Kuwait, Spanien, Ukraine og Turkmenistan.
Udstillingen giver en oversigt over de forskellige fotografiske udtryk, der opstod i Japan fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne, og præsenterer mesterværker af 23 japanske fotografer, hvor nogle af de berømte navne omfatter Daido Moriyama, Nobuyoshi Araki og Risaku Suzuki.
Udstillingen består af to sektioner. Den første, »Et samfund i forandring«, fokuserer på mennesket som medlemmer af samfundet. Den anden, »Ændring af landskaber«, ser på byer, forstæder og natur.
Udstillingen åbnes af borgmester Carsten Rasmussen i dag kl. 13-16 i Næstved Kunstforening, Sct Peders Kirkeplads 14 C. Der er velkomst og lodtrækning kl. 13.30.
Japan og Danmark fejrer i år 150 års diplomatiske forbindelser og venskab, som blev etableret med indgåelse af frihandelstraktaten »Traktaten om Venskab, Handel og Navigation mellem Danmark og Japan« tilbage i 1867.
Næstved Kommune har en venskabsby i Japan, byen Narita. I forbindelse med fejringen af jubilæet har Næstved Kunstforening, formidlet af kommunens internationale konsulent Maria Santana, fået mulighed for gennem den japanske ambassade at låne denne fotoudstilling fra den Japanske Foundation.
Kommentarer