Kultur

Jacob Dinesen spiller på Grønnegades Kaserne Kulturcenter til efteråret

Jacob Dinesen er klar med et nyt album 8. marts. Til efteråret kan man opleve ham på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved. Foto: Petra Kleis (beskåret)

Ovenpå en komplet udsolgt forårsturné annoncerer Jacob Dinesen nu en efterårstour og samtidigt et helt nyt album. Efterårets turné kommer forbi Næstved den 16. november.

Den 8. marts udgiver Jacob Dinesen nyt album. I den forbindelse indtager Jacob Dinesen en stribe spillesteder i hele Danmark, og endnu en gang kommer han til at spille i den vellydende sal Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved.

Jacob Dinesen har både nye sange og fornyet selvindsigt med, når han tager på tour. Han har nemlig brugt det seneste år på at forny og udvikle sig selv og sin sangskrivning i studiet med nye musikalske samarbejdspartnere, heriblandt Kasper Falkenberg og Mattis Jacobsen.

Med mere end 45.000 solgte album, 36 millioner streams og den ene store turné efter den anden, har Jacob Dinesen taget den alt andet end med ro siden gennembruddet i 2016. Og med udsolgte koncerter og album på vej, er der stadig fart på i 2024, men perspektivet er nyt hos den 27-årige sangskriver.

Billetsalget starter torsdag d. 29. februar kl. 10.00 på www.gkkultur.com, men modtagere af kulturcentrets nyhedsbrev har hele 48 timers adgang til at sikre sig billet før alle andre.

 

Kommentarer