Irak og Danmark forenes på ny kunstudstilling

Lørdag 27. maj åbner Næstved Kunstforening en ny dobbeltudstilling med værker af den irakiske maler Hussein Tai og den danske trædrejer Bent Illum.
Udstillingen åbnes af lærer Annette Bruun Frederiksen ved en fernisering i foreningens lokaler, Sct Peders Kirkeplads 14C, kl. 13-16 med officiel velkomst kl. 13.30.
Hussein Tai er uddannet på Kunstakademiet i Bagdad, Irak og har udstillet mange steder i Mellemøsten. Siden 2004 har han været tilknyttet Bredgade Kunsthandel og er også medlem af Grafikgalleriet i Næstved.
Malerierne og grafikken, som vises i Næstved Kunstforening, er landskaber, bl.a. med temaet marsklandet. Landskaberne opstår ved indre vandringer i Hussein Tais sind, hvor følelser fra fødelandet Irak blandes med visuelle og kulturelle indtryk fra Danmark.
Bent Illum er trædrejer og forfatter. Han er oprindeligt uddannet husflidslærer, senere lærer og sløjdlærer og har senere i livet læst på forskellige videregående uddannelser, der alle i en eller anden form relaterer til læring og praktisk arbejde.
Fascinationen af form, farve og træ er fundamental for Bent Illum, og arbejdet med træet, og hvordan man arbejder praktisk, blev hen ad vejen et fokuspunkt. Han har videreuddannet sig med hensyn til trædrejning på diverse kurser og ved rejser i England, Sverige, Finland og Estland.
Udstillingen kan ses i Næstved Kunstforenings åbningstid torsdag-søndag kl. 12-17 til og til og med søndag 25. juni.
Kommentarer