Intern undersøgelse skal klarlægge forløbet omkring 52-årigs død
Næstved Kommune iværksætter nu en intern undersøgelse, der skal klarlægge forløbet omkring et tragisk dødsfald, efter af to personer i løbet af et døgn forsvandt fra to kommunale institutioner på Marskvej i Næstved. Det oplyser TV ØST.
Den ene mand blev lørdag morgen fundet død ved kanalen i Næstved, mens den anden blev fundet søndag eftermiddag i god behold.
– Det er forfærdeligt ulykkeligt i begge tilfælde og især i tilfældet, hvor det er endt med, at en beboer fra de midlertidige pladser er blevet fundet død ved kanalen, siger Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune, til TV ØST.
– Det giver selvfølgelig anledning til, at vi undersøger sagen meget nøje internt. Derfor er vi nu helt konkret i gang med at se på, hvad der er sket, og om der er begået nogle fejl i den forbindelse. Det har jeg ikke på nuværende tidspunkt anledning til at tro, at der er gjort. Men det er vi ved at se nærmere på, tilføjer han.
Jakob Bigum Lundberg understreger over for TV-stationen, at der er tale om to helt forskellige institutioner:
– Den ene institution er vores midlertidige pladser, hvor typisk ældre borgere, som lige er udskrevet fra sygehuset, bor i en periode, før de kan komme tilbage til eget hjem. Den anden institution på samme vej er et forsorgshjem for hjemløse, og er altså en socialinstitution, forklarer Jakob Bigum Lundberg.
Kommentarer