Inspiration i Næstved overtages af Imerco og udvider sortimentet

Isenkrambutikken Inspiration i Torvegade i Næstved er blandt de butikker, som er overtaget af Inspiration-kædens største konkurrent Imerco.
Konkurrenemyndighederne gav onsdag grønt lys til, at Imerco overtager konkurrenten, og Imerco cementerer sig hermed som Danmarks største isenkramkæde. Man har købt de 25 største og bedst indtjenende Inspiration-butikker – og herunder altså også butikken i Næstved, der vil blive lavet om til Imerco Home.
Der er her tale om Imercos noget større forretninger, hvor man foruden at føre Imercos nuværende sortiment også vil have fokus på bolig og indretning.
Kunderne vil i Imerco Home møde en anderledes og mere spændende butiksoplevelse med nye varer som for eksempel møbler, tekstiler og lamper.
Med købet af Inspiration vokser Imerco på landsplan fra 155 til 180 butikker med køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør.
Kommentarer