Næstved By

Indbrud i pigernes omklædningsrum under idrætstime

Der ventede pigerne i 2.z på Næstved Gymnasium en ubehagelig overraskelse efter idrætstimen, da kontanter, computere og andre værdigenstande var blevet stjålet fra deres skabe i omklædningsrummet.

En eller flere gerningsmænd havde tirsdag formiddag den 07. marts skaffet sig adgang til pigernes omklædningsrum og skabe, hvorfra der blev stjålet kontanter, computere og mobiltelefoner, oplyser vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi til Sjællandske.

Indbruddet blev anmeldt klokken 12.36, men der blev ikke sendt nogen patrulje ud til gymnasiet for at sikre spor, da der ikke var tegn på indbrud. Nogen eller nogle har formentlig haft en nøgle, som de har skaffet sig adgang med. Desuden oplyser Henrik Karlsen, at det for politiet ikke giver mening at tage fingeraftryk på en skole med 1000 elever.

Susanne Stubgaard, der er rektor på Næstved Gymnasium & HF, bekræfter hændelsen.

Kommentarer