Glumsø

Imponerende resultater for lokale rallykørere

Søndag var to lokale rallyteams til Rallysprint i Hässleholm i Sverige med imponerende resultater til følge.

Motorløbet ”Hässleholm GP”, – også kaldet Lille Mats, er en årlig tilbagevendende begivenhed i Skåne. Løbet køres på en nedlagt kasserne lidt uden for Hässleholm. Det er Nordens største Rallysprint, og søndag formiddag var 130 biler til start. 31 teams var danske, og to af de danske teams var herfra lokalområdet – nemlig Hyllinge og Glumsø.

Team Suså Motorsport består af Flemming Hansen fra Glumsø og Palle Gustafsen fra Ringsted. De kørte deres hurtige og pæne Ford Escort RS2000 op på en 24. plads generelt og til en flot 1. plads i deres klasse for historiske Rallybiler.

Team Hyllinge Racing består af John Frederiksen fra Herlufmagle og Thomas Holm Hansen fra Hyllinge, og de kører i en BMW Compact. I dagens Rallysprint kørte de deres meget potente BMW op på en 13. plads generelt, og til en 6 plads i deres klasse.

Altså en god dag for vores lokale rallyteams, som kun kan være stolte over deres præstationer i det svenske.

Tekst & fotos: Martin Stenfeldt Jensen/Media Næstved

Kommentarer