Næstved By

Ild i skraldebil

Chaufføren på en skraldebil der indsamler industriaffald i området omkring Omøvej i Næstved blev noget overrasket, da han opdagede at der kom kraftig røg ud af ladet på køretøjet han kørte i.

Tekst og foto: Preben Madsen / Media Næstved

 

Hvordan branden i affaldet er opstået vides ikke, men et forsøg på at slukke ilden selv, ved at sprøjte vand ind i kassen havde ikke den store effekt, så klokken 12.59 måtte han anmode om hjælp fra de professionelle brandfolk fra stationen i Næstved, der kun ligger en god kilometer fra hvor skraldebilen holdt. Chaufføren kørte skraldevognen ind på en stor parkeringsplads væk fra bygninger og andet, der kunne antændes hvis at branden eventuelt udviklede sig.

Ved brandfolkenes ankomst blev lugen åbnet ind til ladet, og alt affald blev læsset ud på jorden, samtidig med at brandfolkene sprøjtede vand på.

Ilden blev hurtigt slukket og efterfølgende blev bunken af skrald målt igennem med et termisk kamera, så brandfolkene sikre sig, ilden var slukket inden de forlod stedet.

Resten af affaldet vil blive fjernet af en lastbil med grab. Der skete ingen skade på selve skraldebilen.

Kommentarer