Hver dansker smider 37 kg plastik ud om året
Den grønne sammenligningstjeneste GreenMatch.dk har udarbejdet en undersøgelse, der sætter fokus på danskernes forbrug af plastik. Af de 13 dagligvarer, der blev undersøgt, var emballage på dagligvarer den største udleder af plastik. Den udgør næsten 75% af alle produkterne – svarende til 27 kg. Disse tal peger på en uvidenhed i danskernes bevidsthed om, hvor meget plastik der er i emballage, og hvor meget en almindelig indkøbstur forurener naturen.
Cigaretskodder er naturens største fjende
En af de mere skjulte plastiksyndere er cigaretskodder. Cigaretter består nemlig ikke kun af tobak og papir, men indeholder også en del plastik. Undersøgelsen viser, at en dansker i gennemsnit ryger 1.378 cigaretter om året, hvilket i sidste ende svarer til 4,1 kg plastik om året eller hele 11% af det samlede forbrug.
Det største problem med cigaretskodder er dog, at de ofte ender i naturen, da de bliver smidt på jorden efter brug. Her kan de ligge i op til fem år uden at blive nedbrudt.
Medbring en pose og spar 1,7 kg plastik om året
Da plastik er et voksende problem i hele verden, er det vigtigt, at der bliver gjort noget hurtigst muligt. Selvom det kan virke som en dråbe i havet, er alle forsøg på at nedsætte plastikforbruget vigtige. Ved at udskifte de 13 produkter med miljøvenlige alternativer, kan man spare op til 37 kg plastik om året. Ved blot at huske at medbringe en pose, når man køber ind, og dermed ikke købe en ny plastikpose hver gang, sparer man allerede 1,7 kg plastik om året.
Plastikfri hverdag
Med undersøgelsen forsøger GreenMatch.dk at sætte fokus på det stigende problem med de mange plastikprodukter i hverdagen. Derudover ønsker de at opfordre danskerne til at overveje, hvordan de kan nedsætte deres plastikforbrug med nemme, miljøvenlige alternativer. Du kan læse mere om undersøgelsen her.
Kommentarer