Hver 6. erhvervschauffør kigger på mobilen
Når erhvervschauffører i lastbiler, varevogne eller personbiler kører på vejene, er det ikke altid, at det er trafikken, der er fokus på. Det viser en ny undersøgelse, der offentliggøres på den årlige Sikker Trafik Erhverv-konference, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension afholder i dag. I forbindelse med konferencen er 1.051 erhvervschauffører i en interviewundersøgelse blevet spurgt, hvad de laver bag rattet.
Hver sjette erhvervschauffør (17 pct.) svarer, at han eller hun ofte eller engang imellem ser på sin telefon og læser sms, mail eller indhold på internettet, mens de kører i trafikken. Sidste år var der 26 pct. af erhvervschaufførerne, der sagde, at de kigger på mobilen bag rattet. Selv om der altså er tale om at færre gør det, så er det stadig for mange, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. I den nye undersøgelse siger fire pct. af erhvervschaufførerne desuden, at de inden for det sidste år er kørt galt i arbejdstiden, og 20 pct. svarer, at de har været lige ved at køre galt.
– Uopmærksomhed er hvert år skyld i voldsomme trafikulykker, og derfor er det vigtigt, at flere holder fokus på trafikken og ikke alt muligt andet bag rattet. Der kan ske store skader, hvis en erhvervschauffør i en fuldt læsset varevogn eller en lastbil overser en bilkø eller cyklister i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
”Jeg kan ikke lade være”
I undersøgelsen blandt erhvervschaufførerne har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension også spurgt erhvervschaufførerne, hvorfor de foretager sig uopmærksomme handlinger bag rattet.
Knap hver femte (19 pct.) svarer, at det er fordi, de ikke kan lade være, mens 22 pct. begrunder det med, at køretøjet er deres kontor. 15 pct. siger, at de tror, at arbejdspladsen forventer, at de er tilgængelige på telefonen, og seks pct. begrunder det med, at det er fordi, de keder sig.
For at få flere virksomheder til at sætte fokus på de ansattes kørsel i trafikken afholder Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension onsdag den 12. september en trafiksikkerhedskonference med cirka 100 repræsentanter for mellemstore og store transportvirksomheder. På konferencen vil der bl.a. blive sat fokus på uopmærksomhed og træthed blandt erhvervschauffører i trafikken.
Minister vil skærpe straffen
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) deltager på trafiksikkerhedskonferencen, hvor han klokken 14 uddeler Sikker Trafik Erhverv-prisen til en transportvirksomhed, der har gjort en ekstra indsats for at få de ansatte til at køre mere sikkert.
– Det er fantastisk egoistisk og enormt farligt, hvis chaufføren kigger andre steder hen end på vejen, når man kører rundt med flere ton metal for enden af speederen. Ja, faktisk viser forskning og undersøgelser, at risikoen for ulykker øges, når man som fører koncentrerer sig om andre ting end kørselsrelaterede opgaver. Derfor glæder det mig, at nogle virksomheder gør en særlig indsats for at øge opmærksomheden. Og så fremsætter vi snart et lovforslag, som netop sætter fokus på uopmærksomhed, så det fremadrettet kommer til at give et klip i kørekortet, hvis man bruger håndholdt teleudstyr under kørslen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Foruden at hædre en trafiksikker virksomhed vil Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension, politiet og Dansk Industri på trafiksikkerhedskonferencen også hylde en ansat i en virksomhed med prisen ”Årets Ildsjæl” for en enestående indsats med at gøre sin egen og kollegaernes kørsel på vejene mere sikker.
Praktisk information om Trafiksikkerhedskonferencen 2018
Tid: Den 12. september 2018, kl. 10:00-15:00.
Sted: Forsikring og Pension, Philip Heymans Allé 1, 2900 Hellerup.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen uddeler trafiksikkerhedspriser fra kl. 14.
Ny undersøgelse blandt 1.051 erhvervschauffører
”Hvor ofte gør du følgende, når du kører i arbejdstiden med minimum 40 km/t.?” (tal i parentes er fra en lignende undersøgelse fra 2017):
• 11 pct. taler ofte eller engang imellem i håndholdt telefon (2017: 17 pct.).
• 17 pct. ser ofte eller engang imellem på sin telefon – fx læser sms, mail eller er på nettet (2017: 26 pct.).
• Ti pct. skriver ofte eller engang imellem på telefon eller iPad (14 pct.).
• Otte pct. læser ofte eller engang imellem i papirer eller på iPad (2017: 16 pct.).
• 36 pct. taster ofte eller engang imellem på sin GPS (2017: 42 pct.).
(Kilde: Undersøgelse blandt 1.051 erhvervschauffører, der kører lastbil (11 pct.), bus (8 pct.), varevogn (29 pct.) eller personbil (53 pct.) i arbejdstiden. Undersøgelsen er gennemført af Userneeds for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, juli 2018).
Fakta
• Der er et erhvervskøretøj i hver tredje dødsulykke og i hver sjette ulykke med alvorligt tilskadekomne, viser tal fra Vejdirektoratet.
• Varebiler har tre gange større risiko for at blive involveret i trafikulykker end personbiler ifølge Havarikommissionen.
• Halvdelen af de alvorlige lastbilulykker kunne have været undgået, hvis chaufførerne havde orienteret sig bedre og holdt fokus på trafikken og vejens forløb. Det viser en tidligere undersøgelse fra Havarikommissionen.
Gode råd
Sådan gør du de ansattes kørsel mere sikker – få inspiration hos Rådet for Sikker Trafik (erhverv).
Kommentarer