Med de ord kom forfatteren til ”Gin Game” (”Hvem spiller ud?”) i 1977 stormende ind på det teater i USA, hvor hans stykke havde haft urpremiere aftenen før. ”Det er vanvittigt! Nu kommer folk her og regner med, at de skal grine.” D. L . Coburn havde læst anmeldelser af sit stykke og forstod ikke et ord af dem, idet han mente, at han havde skrevet en tragedie.

Den ”stakkels” mand måtte affinde sig med, at det bestemt ikke var tilfældet. Rigtig nok handlede hans stykke om alvorlige ting: Alderdom, ensomhed, forfængelighed, fortrængninger, spildte muligheder. Forfatteren havde ikke været sig bevidst om, at alvor og humor kan ligge utroligt tæt på hinanden – og kan være hinandens forudsætninger.

Sophia Dupont og Martin Winter – to aldrende mennesker som begge bor på plejehjem, fatter sympati for hinanden. Ingen af dem synes at have andre venner, og de nyder hinandens selskab. Martin tilbyder at lære Sophia at spille Gin Rummy, og de begynder at spille en stribe spil, som Sophia altid vinder.

Alt imens de spiller kort udveksler de tanker om deres fortid og deres familier. Denne harmløse adspredelse udvikler sig dog efterhånden til et både komisk og grotesk drama, for under det tilsyneladende banale kortspil gemmer sig nemlig betydelige fortrængninger. Hun sminker sin fortid, og han beretter om sine tidligere forretningsmetoder og afslører et næsten ukontrollabelt temperament. Affødt af voldsomme skænderier dukker deres sande personlighed op til overfladen.