Næstved By

Hvad vil vi med svømmehallen?

Mød op til borgermøde på onsdag og giv dit besyv med – så politikerne kan få tænkt sig grundigt om.

 

Skrevet af Carl Henrik Paulsen

Løbet om svømmehallerne synes at være kørt. Vi SKAL ha’ en ny, stor svømmehal til afløsning for de tre eksisterende. Så må vi også tænke os grundigt om, så vi får den bedste løsning.

Jeg er bekymret for flere forhold i en ny hal: Et øget støjniveau, vanskeligere undervisning, en højere brugerbetaling, fællessaunaer med krav om tildækning – og ringere forhold for vores svage grupper, bl.a. som følge af manglende nærhed og intimitet på fx handicaphold samt øget trafikal afstand for især sydbyen. Vi må sikkert også undvære vipperne og vanddybden på 4 m, som ikke kun dykkere, men også mange daglige brugere har fornøjelse af.

Nuvel, løbet er sikkert kørt. Det havde nok ellers været bedre at give 100 mio. kr. til det lokale erhvervsliv til renovering af vores gamle haller (og bevarelse af den flotte arkitektur på Nygårdsvej) end 150 mio. kr. til nybyggeri, som ikke i samme grad kommer det lokale erhvervsliv til gode.

Der foreligger tre scenarier for en ny svømmehal. Her er et fjerde, som efter min mening er den bedste kombination:

  • Kommunen skal IKKE konkurrere med private fitness-centre. Drop derfor fitness-tanken og spar 5 mio. kr.
  • Ej heller wellness – spar 2 mio. kr. ved at holde det på et minimum.
  • Det er en kommunal opgave at undervise, ikke nødvendigvis underholde – leg og morskab behøver derfor heller ikke være med dyre rutsjebaner. Spar yderligere 6-10 mio. kr. på dén konto (og nedbring støjniveauet).
  • Til gengæld bør kommunen betænke terapi og genoptræning. Brug +2 mio. kr. dér.
  • Og kronen på værket, som ingen andre kommuner i vores nærområde kan konkurrere med: Et 50 m bassin og tilskuerfaciliteter til 300 personer. Brug +8 mio. kr. dér.

Jeg er klar over, at vi primært bygger for kommunens borgere, men kunne det ikke være interessant, hvis folk udefra ville opsøge os på grund af et 50 m bassin? – i forslaget er bassinbredden her også kun 20 m og ikke 25 m, hvilket gør “råbeafstanden” til midten kortere, når der undervises…

Vi ses til borgermødet på onsdag den 13. marts kl. 19-21 i mødelokale 2, Rådmandshaven 20.

Kommentarer