Hussalget viser stor fremgang i Næstved
Hovedstaden oplever ikke længere de største vækstrater i salget af boliger. Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for 1. kvartal 2017, der viser, at den største fremgang i hussalget sker i Vest- og Sydsjælland. Det drejer sig om en fremgang på 17,2 % i forhold til sidste år, og fremgangen spores også i Næstved.
– Det er godt at konstatere, at fremgangen på boligmarkedet findes i andre dele af landet end København, der ellers har fungeret som lokomotiv de seneste år, siger filialdirektør Lars Jørgensen fra Møns Bank i Næstved. Dermed bliver opsvinget på boligmarkedet mere robust, og samtidig kommer det en større del af landets boligejere til gode.
Den positive udvikling skyldes blandt andet det fortsat lave renteniveau samt stigende beskæftigelse, som gavner danskernes økonomi i store dele af landet. Samtidig sker der en selvforstærkende effekt, når aktiviteten på boligmarkedet stiger.
– Ser man naboen sælge sin bolig hurtigt og til en forholdsvis god pris, kan det inspirere en til at gøre det samme, fortsætter Lars Jørgensen. På den måde giver det næring til boligmarkedet, når handelsaktiviteten stiger. Det er i dén grad glædeligt for landets boligejere, da det giver liv til nye boligdrømme.
Vest- og Sydsjælland indtager også førerpositionen målt på prisstigninger. Boligmarkedsstatistikken for 1. kvartal 2017 fra Realkreditrådet viser, at priserne i gennemsnit er 8,5 % højere end for et år siden, hvor det tilsvarende tal for priserne i hovedstaden er 4,9 %.
– At det nu i større grad er andre dele af landet, der trækker fremgangen, skal ses i lyset af forskelle i konjunktursituationen på tværs af landet, siger Lars Jørgensen. I og omkring hovedstaden har vi set fremgang på boligmarkedet i flere år, og antallet af handler er nu stort set tilbage på niveauet før krisen. I store dele af det øvrige Danmark har bedringen på boligmarkedet først for nylig bidt sig fast.
– Udviklingen er med til at sætte yderligere skub i boligmarkedet på Sydsjælland, og det kommer mange boligejere til gavn. Og for Møns Bank er det også positivt, da vi med en stærk markedsposition i området kan medvirke til, at endnu flere kan realisere deres boligdrømme, slutter Lars Jørgensen.
Kommentarer