Event

Hundredevis af elever dyster med robotter, biler og raketter i Super Power Challenge

Elever er samlet om igangsætningen af dagens første robotmission ved Lego Space Challenge 2025 i Ny Ridehus i Næstved. Pressefoto.

Den 3., 4. og 5. marts udfordrer 631 elever fra 31 af kommunens 5. klasser hinanden i Super Power Challenge. Det er tiende gang, Næstved Kommune arrangerer konkurrencen, som skal styrke elevernes læring i faget natur/teknologi og deres innovationskompetencer.

Løs så mange robotmissioner som muligt på 2,5 minutter, vær de bedste til at konstruere og forklare jeres egen raket og raketopsendelse, byg den hurtigste bil. Sådan lyder nogle af de udfordringer, som elever fra 5. klasserne skal prøve kræfter med i Super Power Challenge i Ny Ridehus i Næstved den 3.-5. marts.

Eleverne dyster i programmering, konstruktion og dokumentation med det formål at styrke deres måde at arbejde med naturvidenskab og innovation på.

Deltagerne lærer at programmere og konstruere

Op til konkurrencen har eleverne arbejdet med at bygge og programmere LEGO Spike robotter, som for eksempel kan flytte, løfte, trække eller skubbe noget. Eleverne har også konstrueret og bygget biler til matchrace, og de har lavet, testet og affyret deres egne raketter samt lavet små film om processen.

– Eleverne går til opgaverne med entusiasme. De får et stort ejerskab, og det imponerer dommerne hvert år, når de detaljeret kan forklare, hvordan deres bil, robot eller raket virker, siger Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune og en af arrangørerne af Super Power Challenge.

– Vi møder elever, som har styr på tandhjulsstørrelser, omdrejningstal og syre/base-forhold som noget af det mest naturlige i verden. De har også styr på deres proces, hvor de blandt andet viser, at de kan opstille og efterprøve hypoteser og argumentere for valg og fravalg. Det er da meget godt gået i 5. klasse, fortsætter hun.

Eleverne skal dyste i de tre discipliner: blokprogrammering, konstruktion og mekanik samt raket og formidling. Det handler blandt andet om at score flest point ved robotbordet, at have lavet en god raket og den bedste raketfilm.

Til konkurrencen skal eleverne desuden præsentere deres biler, robotter og raketter for dommere, som består af naturfagslærere fra lokale skoler og pædagogiske konsulenter fra Center for Dagtilbud, Skoler og Forebyggelse.

Fakta

  • 631 elever fra 31 5. klasser deltager i år i Super Power Challenge i Næstved. De kommer fra Ellebækskolen, Kobberbakkeskolen afd. Sjølund, Sct. Jørgens Skole, Lille Næstved Skole afd. Digtervej, afd. Herlufsholmvej og afd. Karrebæk, Vesterlandsskolen afd. Fuglebjerg og afd. Grønbro, Holmegaardskolen afd. Fensmark og afd. Toksværd, Fladsåskolen afd. Korskilde og afd. Mogenstrup samt Susåskolen afd. Glumsø, afd. Herlufmagle og afd. Holsted.
  • Alle disciplinerne i konkurrencen har fokus på elevernes arbejde med den naturvidenskabelige metode. De skal overfor dommerne kunne fortælle, hvordan de har arbejdet, blandt andet ved at fortælle om valg og fravalg i deres proces med robotter, bil og raket.
  • Hver klasse er på forhånd inddelt i hold a cirka 12 elever.
    Hvert hold består af tre underhold, som får ansvaret for hver deres kategori: programmering, konstruktion/mekanik og raket/formidling
  • Der kåres en samlet vinder af Super Power Challenge pr. konkurrencedag. Vinderen er det hold, som har scoret flest point, når man lægger holdets point i alle underkategorierne sammen. Der kåres også vindere i seks underkategorier.
  • Super Power Challenge finder sted i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved, tirsdag den 3. marts, onsdag den 4. marts og torsdag d. 5. marts 2026, kl. 9.00 til ca. 15.45

 Program

Velkomst kl. 09.00 og fælles åbning v. første runde robotkørsel. Herefter afvikles alle konkurrencer og præsentationer for dommere sideløbende hele dagen. Nedenstående finaletider er ca. tider. Forbehold for ændringer.

  • Kl. 11.10 – 11.30: Semifinale og finale Matchrace
  • Kl. 13.20 – 13.40: Semifinale Spacemissionen
  • Kl. 13.40 – 14.00: Semifinale og finale Matchrace Udfordring
  • Kl. 14.00 – 14.20: De bedste raketfilm (storskærm)
  • Kl. 14.25 – 14.40: Finale Spacemissionen
  • Kl. 14.40 – 15.15: De bedste journalistfilm fra dagen (storskærm)
  • kl. 15.15: Præmieoverrækkelse
  • kl. 15.30: Tak for i dag

Kommentarer