Holmegaard Outdoor åbner 10. februar: Ny gratis oplevelse på Holmegaard Værk
Glæd dig til at få fortællingerne om Holmegaard Mose og den historiske glasby, gå på jagt efter tidsrejsende stenalderdyr og oplev en helt ny kunstinstallation af Bjørn Magnussen, når ‘Holmegaard Outdoor’ åbner 10. februar 2024.
På kanten af Holmegaard Værk ligger den historiske glasby og den naturskønne Holmegaard Mose. Begge gemmer de på et væld af historier og fortællinger om alt fra tidligere tiders bosættelser til myter om mosevæsner, arkæologiske fund, tørvudvinding og meget mere.
10. februar klokken 11.00 slår Holmegaard Værk dørene op for ‘Holmegaard Outdoor’, et nyt og gratis oplevelsesinitiativ skabt med støtte fra Nordea-fonden. Her kan du glæde dig til at gå på opdagelse i fem fascinerende podcastruter fyldt med spændende og medrivende historier fra Holmegaard Mose og Glasbyen.
– Vi er meget begejstrede for at kunne åbne dørene til ‘Holmegaard Outdoor’ og byde besøgende velkommen til en unik kombination af kultur, natur og historie, fortæller museumsdirektør, Keld Møller Hansen.
– Projektet er et resultat af vores samarbejde med Nordea-fonden, der har gjort det muligt at skabe en oplevelse, der rækker ud over museets fire vægge, og samtidig appellerer til både lokale såvel som turister, lyder meldingen.
Program for åbningen 10. februar
- 11.00: Tale v/ Keld Møller Hansen, Direktør Museum Sydøstdanmark
- 11.05: Tale v/ Helge Raakjær Frost, Naturstyrelsen
- 11.10: Tale v/ Carsten Rasmussen, Borgmester i Næstved Kommune
- 11.15: URANIA Glasorkester spiller ‘Holmegaard Outdoor’ åben
- 12.00: Indvielses-performance v/ Bjørn Magnussen
I anledningen af åbningen serverer Restaurant Holmegaard kage til de første 100, der dukker op.
Fem fascinerende podcastruter
I fem fascinerende podcastruter kan besøgende glæde sig til at opleve kultur, natur og historie smelte sammen i en symfoni af lyde og fortællinger. Her møder skovens sus fortidens hvisken og åbner en portal af forunderlige historier, alt imens du bevæger dig rundt i den naturskønne Holmegaard Mose og historiske glasby.
Undervejs på din tur vil du blandt andet høre om arkæologiske fund, kunstneriske impulser og mystiske mosevæsner, når du stiger ombord på en lydlig rejse gennem mere end 10.000 års kulturhistorie.
Holmegaard Outdoor’ består af fem podcastruter på mellem 2,5 og 3,7 kilometer, der hver især dykker ned i et særligt aspekt af Holmegaards historie og natur.
Her er ruterne
- Stenalder i mosen
- Den Inspirerende Mose
- Myter & Mosevæsner
- Mennesket & Mosen
- Glasbyen
Bjørn Magnussen åbner ny kunstinstallation
Når Holmegaard Outdoor åbner, bliver det, foruden podcastruternef også med en 12 meter høj kunstinstallation skabt af den fremadstormende kunstner, Bjørn Magnussen.
Skulpturen, der har fået det poetiske navn ‘Modtager’, symboliserer den intuition, der står centralt i kunstnerens eget liv og virke, og som siden tidernes morgen har været en altafgørende urkraft. Blandt andet i Holmegaard Mose, hvor mennesket gennem 10.000 år har levet af og med naturen. Her har den iboende intuition kunnet betyde forskellen på liv og død for dem, som har levet og jaget her siden stenalderen.
Med værket ‘Modtager’ inviterer Bjørn Magnussen dig på en insisterende måde til at betræde mosen med åbenhed og nysgerrighed og for en stund glemme alt det, du tror, at du ved.
Modtager’ indvies med en ekstraordinær performance af Bjørn Magnussen den 10. februar 2024 klokken 12.00.
Tag på stenalderjagt i mosen
For dem, der søger en ekstraordinær oplevelse, introducerer ‘Holmegaard Outdoor’ det interaktive spil ‘Beast Hunt’.
Spillet, der foregår i Holmegaard Mose, udfordrer besøgende til at bekæmpe tidsrejsende stenalderdyr ved hjælp af avanceret GPS-teknologi direkte på telefonen.
Historien er, at der er blevet observeret seks forskellige dyr, der er vendt tilbage fra stenalderen, og er blevet gale af tidsrejsen. Det er nu din opgave at opspore dem og sende dem tilbage til stenanderen. Men dyrene vil gøre alt, hvad de kan, for at spolere dit udstyr og undgå at blive fanget.
Beast Hunt’ åbnes 10. februar 2024 klokken 11.00 i forbindelse med åbningen af ‘Holmegaard Outdoor’. Det er gratis at spille spillet, og det kan downloades til både iPhone og Android-telefoner.
Åbning fejres hele vinterferien
Selvom ‘Holmegaard Outdoor’ officielt åbner 10. februar, fejrer Holmegaard Værk åbningen i en hel uge med et program fyldt med massevis af aktiviteter og arrangementer for alle aldre.
Her kan du farvelægge mosevæsner i tegnecaféen, skabe dine egne glasdesigns med inspiration fra mosen i glasatelieret, komme til oplæg om myter og mosevæsner med Kåre Johannessen, tage på sanseworkshop og få en introduktion til skovbadning, tage på vandringer i glasbyen og mosen, lave nisselamper med lysesiv og meget mere.
Se hele programmet for åbningsugen her.
Kommentarer