Holmegaard Mose lukkes på grund af brandfare
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning har i dag aftalt med Holmegaard Gods, at de lukker Holmegaard Mose for offentligheden og al unødvendig færdsel på grund af øget brandfare i dette specielle naturområde.
Vandstanden i mosen er lige nu usædvanlig lav og det er generelt meget tørt i mosen lige som det er i resten af naturen.
Holmegaard Mose udgør en særlig risiko i forbindelse med brand dels på grund af meget vanskelige adgangsforhold og dels på grund af, at en brand i mosen hurtigt vil gå ned i jorden, der typisk består af tørv og spagnum.
En brand i mosejord er meget vanskelig og ressourcetung at bekæmpe.
Der er lige nu ikke et generelt afbrændingsforbud på vej i Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg kommuner, men pas på ude i naturen – det er meget tørt:
• Vær opmærksom på forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.
• Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
• Hold altid afstand til bevoksning
• Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
• Brug kun åben ild i stille vejr
• Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild
• Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
• Kast ikke cigaretskod og lignende i naturen
• Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation
• Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation
• Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude
Brandfareindekset for vores område viser i dag Høj og Meget høj brandfare – https://www.brs.dk/da/borger/forebyg-brand/brandfare.dk/
Kommentarer