Høreforeningen har fået PR-ansvarlig for Næstved-Faxe Afdeling
Noget måtte gøres for at få flere ud af busken og frem til møder og foredrag i Høreforeningen. Det var bestyrelsen enige om. Løsningen blev at udnævne en PR-ansvarlig til at aflaste formanden med de mange opgaver og gøremål. Den PR-ansvarlige kunne fuldt ud koncentrere sig effektiv markedsføring og på at gøre medlemmer og andre interesserede i høresagen opmærksomme på de mange spændende møder og foredrag, Høreforeningen holder i løbet af året. Valget faldt på Marianne Madsen, der nu har været PR-ansvarlig siden 1. januar 2019.
Et medlems historie
Mariannes egen hørenedsættelse kom snigende. Hun opdagede den første gang, da hun som 55-årig musiklærer ikke kunne høre de toner, eleverne skulle arbejde med. I første omgang klarede hun sig med høreapparat. ”Det var en forunderlig oplevelse pludselig at kunne høre knirkende fodtrin i nyfalden sne igen”. Efter et par år oplevede Marianne, at det blev tiltagende vanskeligere at klare de forskellige situationer, hvor god kommunikation med 24 børn i dagligdagen og ved forældremøder var nødvendig. Derfor valgte Marianne at gå på efterløn, da alderen gjorde det muligt.
Inden Marianne meldte sig ind i Høreforeningen, overvejede hun at anskaffe sig en hund og lægge en masse arbejde i sin have som kompensation for det sociale liv, der nu var blevet mere besværligt. Heldigvis indså den tidligere skolelærer snart, at hun var et socialt menneske, og at hund og have ikke ville være nok indhold i hendes liv.
Marianne håber, hun med tiden kan få et Cochlear Implant (CI), hvor lægerne sætter én elektrode direkte ind i øresneglen. Indtil da klarer hun sig i mødesammenhænge med en streamer, der hænger i en snor om halsen, med tilhørende trådløs mikrofon. Mikrofonen går rundt blandt de talende ved mødet. ”Men det er besværligt, og folk glemmer tit, at man er hørehæmmet”, siger hun. Det sidste år har skrivetolke været en fantastisk og nødvendig hjælp til bestyrelsesmøder.
Høreforeningen
Høreforeningen arbejder for at forbedre livsvilkårene for mennesker med nedsat hørelse, tinnitus og menière samt for døvblevne og CI-operede.
– Som hørehæmmet er det godt at være medlem af Høreforeningen. Dels fordi man møder andre med samme lidelse, og dels fordi man bliver klogere på sin situation og kan få hjælp til at finde vej, så man kan leve med hørehandicappet og samtidig bevare sin livskvalitet, siger Marianne.
Et medlemskab giver adgang til mange gode tilbud. Ud over et netværk af ligestillede tilbydes skrivetolk til private. Der holdes foredrag og gudstjenester specielt rettet til hørehæmmede, og fjerde onsdag i hver måned klokken 10.00 – 12.00 tilbyder repræsentanter fra den lokale Høreforening rådgivning og en kop kaffe i Info-stedet på Næstved Sygehus.
VISP
Høreforeningen samarbejder med Videnscenter for Specialpædagogik (VISP) i Næstved. VISP er et kommunikationscenter, der tilbyder undervisning, rådgivning og vejledning for borgere med blandt andet vanskeligheder i forhold til hørelse. Tilbuddene er uden omkostninger for borgere i Næstved, Faxe, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner. Du kan kontakte en af deres hørekonsulenter på telefon 5588 6900.
Høreforeningen Næstved-Faxes forårsprogram
Holmegaard – Synes du glasting fra Holmegaard er flotte og interessante, kan du komme til at røre ved 80 forskellige glasting, når tidligere hyttedreng og guide Erik Brix Petersen fortæller om sin tid på glasværket torsdag den 21. marts kl. kl. 14.00 – 16.00 i Frivilligcenter Næstved.
Høresagen historisk – Hvordan var det at være hørehæmmet for 100 år siden? Berit Møllevang Nielsen vil tage os med på en historisk rejse fra oldtid til nutid om mennesker med høretab torsdag den 25. april kl. 14.00 – 16.00 i Atelieret, Frivilligcenter Næstved.
Bæredygtighed – Jacob Jespersen fra Grøn omstilling Agenda-21 sætter fokus på vores nye affaldssystem og affaldssortering. Virker det og hvad med bæredygtigheden? Det kan du høre mere om torsdag den 23. maj kl. 14.00-16.00 i Frivilligcenter Næstved.
Gudstjeneste – Palmesøndag den 14. april kl. 14.00 holder prædikant Peter Bjørn Hansen gudstjeneste for hørehæmmede i Karrebæk Kirke.
Der er skrivetolke til alle høreforeningens arrangementer, så deltagere, der har svært ved at følge samtalen, kan læse, hvad der bliver sagt. Der er også teleslynge, som hjælper folk med høreapparater via sin telespole til at få lyd direkte ind i øret. Og så er der kaffe.
Du er velkommen
Er du ny-diagnosticeret hørehæmmet? Kunne du tænke dig at være en del af et fællesskab med andre hørehæmmede, hvor du kan føle dig ligestillet? Du er meget velkommen i Høreforeningen Næstved-Faxe Afdeling! Kontakt Marianne Madsen på e-mail mariannemadsen.glumsoe@gmail.com eller formand Merete Frederiksen på e-mail mkfrederiksen@stofanet.dk
Marianne har afsluttende en lille bøn som hørehæmmet til os normalt-hørende:
– Kig på mig, så jeg kan se dit ansigt. Tal tydeligt og ikke for hurtigt, når du taler til mig.
FAKTABOKS
På landsplan har Høreforeningen 8.000 medlemmer og ca. 350 frivillige.
Høreforeningen Næstved-Faxe Afdeling tæller 167 medlemmer.
Alle kan blive medlem: Du betaler 305 kr. årligt som enkeltmedlem og 405 kr. for hele husstanden.
Meld dig ind: www.hoereforeningen.dk
Facebook
Høreforeningen Næstved Lokalafdeling
CI-gruppe til fortrolig snak brugerne imellem
Høreforeningens landsdækkende side
Kommentarer