Hobby og RC i Vinhusgade lukker butikken i Næstved
Hobbyforretningen Hobby og RC i Vinhusgade lukker butikken i Næstved og flytter til Lolland.
Skrevet af Birgitte Grejsen Møs.
Jens Klit, indehaver af Hobby og RC var ellers optimistisk, da han åbnede forretningen i Vinhusgade i 2016.
I Hobby og RC har man kunne finde alt i Hama perler og fotoperler – spændende træ-byggesæt til børn og barnlige sjæle – samt et stort sortiment til far & søn i fjernstyret biler og tilbehør.
Nu vælger Jens Klit at lukke butikken i Næstved for at starte op i Sakskøbing på Lolland.
– Til trods for bundpriser på vores varer mangler vi kunder i butikken og det kan jo ikke betale huslejen, fortæller Lars Bach som er en af de frivillige medhjælpere i butikken.
– Selvom vi ligger i Næstved centrum må vi sige at Vinhusgade er en glemt gade i Næstved, tilføjer Irene Jerløv som er endnu en af de frivillige medhjælpere. Hun forsætter
– Vi har en stor P-plads som nærmeste nabo, men det har ikke fungeret for os her i butikken. Selv på de populære City Nights er vores gade og område næsten mennesketomt.
– Vi lukker den 31. marts men der er lidt godt i sigte og det er at Jens Klit åbner en ny og flot butik på adressen Søndergade 18 i Sakskøbing den 15. april, afslutter Lars Bach.
Kommentarer