Hjemløselandsholdsspillere vinder prestigefyldt
To tidligere Hjemløselandsholdsspillere vinder prestigefyldt pris for deres store, frivillige engagement som holdledere og trænere i et unikt fodboldfællesskab i OMBOLD Næstved.
Frivilligt arbejde bliver i de fleste sammenhænge koblet til folk med overskud, der ønsker at hjælpe – ofte socialt udsatte mennesker – eller mennesker med underskud. I OMBOLDs gadefodboldkoncept har man siden 2003 arbejdet med at insistere på, at socialt udsatte mennesker også selv har store ressourcer og noget at bidrage med, hvis de ellers får lov at komme i spil.
For at hylde de udsatte ildsjæle blandt landets 1500 OMBOLD-spillere, der brænder for at give noget tilbage, uddeler OMBOLD hvert år Klem, Kram og Kærligheds-prisen. Prisen uddeles til OMBOLD-spillere der i årets løb i særlig grad har udvist OMBOLD-ånd, og været gode kammerater, med- og modspillere, såvel på banen som udenfor banen. For første gang har det været muligt for alle OMBOLD-spillere at nominere de kandidater man synes fortjente prisen allermest.
Overrækkelsen af prisen fandt sted ved Danmarksmesterskaberne i gadefodbold for udsatte og hjemløse, der 20. – og 21. september spilles på Frederiksberg. Årets modtagere af prisen er de to spillende trænere fra OMBOLD Næstved, Kasper Arendal Jensen og Niclas Lillienstrand. Begge har været aktive i OMBOLD i en årrække, og har også repræsenteret Danmark ved Homeless World Cup. De to spillere har med en ekstrem ildhu og frivillig indsats skabt et unikt og rummeligt fodboldfællesskab, som er forankret i Center for Socialt Udsatte Næstved, under Næstved Kommune.
Juryen giver følgende begrundelse for, at netop Kasper og Niclas fra OMBOLD Næstved modtager prisen:
– I har været med til at starte en træning op fra bunden og fået den til at blomstre. I har haft dygtige spillere, og ikke nok med, at I har hjulpet disse spillere til at blive endnu bedre, har I også på allerfineste vis integreret en OMBOLD- kultur, hvor rummelighed og fællesskabet er det bærende. En kultur hvor man gerne vil vinde, men hvor det ikke må gå udover fairplay. I er ekstremt omsorgsfulde for jeres spillere, man kan fx jævnligt læse opdateringer på Facebook til spillere, hvor I roser og fremhæver alle de positive egenskaber, lige præcis de bidrager med til jeres hold, det er virkeligt både meget rørende og meget overskudsagtigt. Og I er ikke bange for at vise jeres egen sårbarhed, når også I går igennem svære perioder. Det er stærkt og det fortjener I alt den ros og anerkendelse i verden for. Og selvom I nok er enige i, at I ikke kunne gøre dette alene, og selvom hele jeres hold faktisk også har været blandt de helt fortjent nominerede, for deres altid gode humør, hjælpsomhed og helt igennem gode stil. Så var vi alligevel ikke i tvivl da vi skulle beslutte hvem der skulle have Klem, Kram & Kærlighedsprisen 2019.
Kort om OMBOLDs Danmarksmesterskaber i gadefodbold for udsatte og hjemløse
Den 20. og 21. september forvandles Frederiksberg Runddel til en gadefodboldarena, der danner ramme for de årlige Danmarksmesterskaber i gadefodbold, hvor mere end 250 udsatte og hjemløse fra hele landet skal spille mere end 140 kampe over to dage.
Holdene består både af spillere fra væresteder, misbrugscentre, herberger og andre boformer, og af spillere der har mødt hinanden til OMBOLDs træninger eller turneringer rundt omkring i landet. Mange har kæmpet med forskellige kombinationer af misbrug, sociale problemer og sindslidelser såvel som hjemløshed, arbejdsløshed og social isolation, men fælles for dem alle er glæden ved fodbold og det at blive en del af, og bidrage aktivt til det fællesskab fodbold kan være en genvej til. Spillet og organisationen bag hedder OMBOLD, og har i 16 år tilbudt flere tusinde socialt udsatte mennesker at være en del af et inkluderende og landsdækkende idrætsfællesskab.
Kommentarer