Næstved By

Hjælpemidler uddeles nu hurtigere og mere effektivt

Visitator Anna Egede Halgren og teknisk servicemedarbejder Carsten Weismand Marloth gør en kørestol klar

Farvel til lang ventetid, visitations-besøg og bureaukrati. Goddag til at borgerne selv kan booke tid til en direkte afklaring og besøg på Hjælpemiddelvisitationen, og i mange tilfælde få et hjælpemiddel med hjem samme dag.

Ventetiden på at få udleveret kørestole, badebænke, arbejdsstole til køkkenbrug, strømpepåtagere og en del andre hjælpemidler er kraftig forkortet for borgerne i Næstved Kommune. Det skyldes, at Hjælpemiddelvisitationen har omlagt hele ansøgning-, vurderings- og udleveringsprocessen.

Tidligere måtte borgeren ofte indstille sig på et langstrakt forløb med flere enkeltstående besøg og møder med visitator og depotmedarbejder for at indhente oplysninger, afprøve forskellige hjælpemidler og få dem indstillet samt fragtet hjem. Nu er hele processen lagt sammen ud fra devisen ”samme dag under samme tag”.

– Vi har gjort det mindre kompliceret at få fat i et hjælpemiddel. Man kan sige, at vi har stablet de nødvendige processer, så flere ting foregår på samme dag. Det er vigtigt for os, at borgeren får deres hjælpemidler hurtigt og enkelt, fortæller Michael Perch, formand for Socialudvalget.

Nyt bookingsystem
Borgeren kan nu booke en tid, som passer bedst. Via bookingsystemet får borgeren tilsendt spørgsmål, som skal besvares inden mødet, så visitator kan forberede sig.

Dette møde finder sted i Hjælpemiddelvisitationen. Bliver der fx ansøgt om en kørestol, kan borgeren afprøve flere forskellige typer kørestole, som er på lager. Desuden er der en medarbejder fra Hjælpemiddeldepotet til rådighed, som kan indstille kørestolen på stedet. Mange kørestole kan klappes sammen, så i de tilfælde, hvor borgeren er ankommet i bil med bagagerum, kan borgeren tage stolen med hjem samme dag.

Man kan booke et møde via Næstved Kommunes hjemmeside www.naestved.dk/udlånshjælpemidler

Hjælpemiddelvisitationen er fysisk placeret på Hjælpemiddeldepotet på Kasernevej 15 i Næstved.

Det nye bookingsystem og den nye arbejdsgang er stadig ved at blive finjusteret. Ikke alle hjælpemiddeltyper kan håndteres herfra – fx kan man ikke få udleveret biler og tre-hjulede cykler, som kræver flere undersøgelser og mere sagsbehandling, end man kan klare på en dag – hvorimod visitation til andre hjælpemiddeltype nu kan klares blot med telefon-visitation.

Telefon-visitation
Hjælp til albuestokke, badebænk, rollator og arbejdsstol til køkkenbrug kan man søge om blot ved en telefonsamtale med visitator på telefon 55881200. Bevilges hjælpemidlet, kan man booke tid til selv at hente hjælpemidlet på Hjælpemiddeldepotet.

For at sikre at hjælpemidlet er hentet frem og gjort klar, skal du booke tid via kommunens hjemmeside www.naestved.dk/udlånshjælpemidler under ”Afhentning og aflevering af udlånshjælpemidler”.

Faktaboks – udvalgte eksempler på udleverede hjælpemidler på et år:

Rollatorer:                             1724

Badebænke:                         1250

Arbejdsstole til køkkenbrug:     33

Kørestole:                             1501

Tre-hjulede cykler:                      2

Kommentarer