Karrebæksminde

Hjælp med at afsløre gerningsmand til ondsindet hærværk

Foto: Verdens Mindste Broløb
Verdens Mindste Broløb har i flere år været generet af, at nogen har fjernet eller vendt nogle af deres skilte.
Det havde vi i år forsøgt at imødegå ved at have fysiske flagposter placeret på alle de steder, som vi har registreret som særligt udsatte.
Men i år har vi desværre registreret, at en given person(kreds) optræder med en særlig hadefuld adfærd over for os.
Fredag før cykelløbet satte vi vejvisningsskilte op på hele ruten. Søndag morgen kørte vores formand ruten igennem og konstaterede, at en række skilte – specielt omkring Skafterup – simpelt hen var blevet fjernet. Han havde reserveskilte med og fik erstattet en hel del af dem.
Men da cykelrytterne nåede frem til området nogle få timer senere, var flere af de nye skilte blevet vendt eller ombyttet. Og som det mest ondskabsfulde tyder det på, at vedkommende også havde knust to glasflasker og spredt skårene tværs over Diegårdsvej lidt uden for Skafterup – umiddelbart efter et uoverskueligt sving.Heldigvis opdagede vores årvågne MC-marshaller problemerne og fik gelejdet cykelrytterne uden om glasskårene, ligesom de lagde de misvisende skilte ned.

Hvis du har en idé om, hvem der måske kunne stå bag hærværket eller evt. har set en bil ved et af vores skilte eller noget andet mistænkeligt, så vil vi være taknemlige for at få et tip.

Ring eller sms til 50602626 eller send en mail til karrebaekif@sport.dk

Verdens Mindste Broløb

Kommentarer