Kultur

Historiens toner fylder højskolesangaften

Der vil være fokus på vores fælles historie, når tonerne fra den blå sangbog den 9. november klokken 19.00 fylder Holsted Kirke til endnu en højskolesangaften, hvor alle er meget velkomne!

I Holsted Kirke er det efterhånden blevet et fast programpunkt, at der fire gange om året afholdes højskolesang. Det næste arrangement afholdes den 9. november 2017, hvor kendte og ukendte sange synges i sognegårdens hyggelige og uhøjtidelige cafémiljø.

Denne gang er aftenens vært Annette Kruhøffer. Annette, der frem til udgangen af september havde været ansat som konstitueret sognepræst i Holsted Sogn i et år, har valgt ti sange, der præsenteres under temaet ‘Vores historie’. Herfra plukker hun fra højskolesangbogens store fortællinger om landet og kulturen, og fra de små fortællinger om at være menneske lige her og nu. Dermed kommer aftenens deltager til at opleve et bredt udvalg af de mange forskellige fortællinger og emner, som højskolesangbogen berører med sine sange.

Efter at Annette Kruhøffer har fortalt de historier og anekdoter, der knytter sig til hendes sangvalg, får publikum lov til at ønske de sange, som de kunne tænke sig at synge fra den blå sangbog. Det kan være, at man lader sig inspirere af værtens emnevalg, men der er også mulighed for at bevæge sig rundt i sangenes mangfoldige univers. Er man heldig, så er det ens eget sangønske, der bliver udtrukket af værten – ellers må man nyde de andre deltageres ønsker!

Alle er meget velkomne til højskolesangaftenen. Hvad enten man medbringer en højskolesangbog fyldt med minder fra hyggelige stunder med søde mennesker, eller kommer uden sin egen sangbog, så kan man deltage i sangfællesskabet, idet sangbøger kan lånes.

Kommentarer